Stilhed

I formiddags drog Christian afsted til Aalborg, hvor han bliver i en uge. Umiddelbart har jeg set frem til ro og plads, men da jeg sagde farvel (og fejlede i at låse hoveddøren op og stod og var lidt akavet) og traskede op på fjerde sal, kunne jeg godt mærke, at det ville blive nogle tomme dage. Især vil fridagene være golde og lidt for stille, men det er også godt. Jeg nyder virkelig stilhed. I dag har jeg ikke gjort andet end at høre musik, læse og skrive, og det har gjort mig godt. Jeg kan dog godt mærke, at stilheden, med hele sin fulde magt, har trådt til og er øredøvende og bloddunkende. Dick er her ikke, og selvom det er rart at have det hele for sig selv; selvom det er rart at kunne gøre, som det passer mig, er det en stor lejlighed at være alene i.

Og der sker noget, når de der pludselige og utilregnelige følelser af ensomhed og minimal, panisk angst kommer snigende. De driver mig til de ydre kanter. Mit hoved bliver et virvar af farver, tanker og toner, og jeg kan ikke følge med mere. Jeg er alene, men føler hele tiden, at en eller anden står ved min side, kigger ind ad vinduet eller gemmer sig i skyggerne og venter. Lurer. Jeg bliver tosset af mange rum og ulukkelige døre. Så jeg flygter. Og for at slippe af med følelser og spaltede spidser, klipper jeg mit hår af. I hvert fald noget af det.
Jeg ved ikke, om I nogensinde har prøvet at lave popcorn på en flad pande uden låg; det har jeg, og det er et tumultarisk og et helt igennem fabelagtigt og lykkebringende kaos. Sådan har jeg det, og sådan havde jeg det, da jeg klippede og formede mig min nye, skæve page. Det er sjovt, så hurtigt det går, men så lang tid det tager for at komme tilbage, selvom det jo aldrig gør, da det ligger i håndvasken og ser rødt og gyldenblondt ud. Smukt.
Mit hår er tykt. Det ligner en løvemanke med hårdt afklippede kanter. Jeg kan ikke sætte det. Flader jeg det, kommer alle ufine kanter frem, og forskellen på de lange og korte hårstrå er smerteligt iøjnefaldende.
[Note til self: Klip aldrig en page igen. Du ligner Willy Wonka og Javier Bardems (i filmen No Country for Old Men) akavede og chokoladetykke elskovsbarn. Det er sørgeligt. Sådan helt seriøst sørgeligt.]

Nils Frahm - Tristana.

Med glimt over Søerne og tankerne vildfarens.

Ildrød page og en stor næse, der kræver profilens centrum.