Fred

I dette øjeblik er jeg tabt for ord. Mundlam. Blank. Og alligevel har jeg denne ubeskrivelige lyst til at kaste det ned på papir. Jeg hamrer ikke tastaturet, men kærtegner det med mine tanker. 

Jeg hører bestemte musiske stykker på repeat, og jeg sidder bare og prøver at falde ned på jorden igen. Men jeg kan ikke. 

Jeg svømmede i dag. Jeg sidder og smiler så stort, og det virker så fjollet, men.. Følelsen af at flyde, at bevæge sig frit og have denne vigtige og jordnære ro i kroppen. At se min hånd bryde vandet, skabe bølger og bobler... At grine ukontrolleret og være ung og fri igen. At leve i nuet og bare tænke på banens hundrede meter og det behagelige vand.

.. Jeg er så lykkelig. Jeg har savnet det. 

Mit liv er på rette spor igen. Jeg får lysten tilbage. Lysten til at filme, til at tage billeder og dokumentere mit liv. Til at skrive mine tanker ned igen og til at være mig selv. Jeg er på vej. Og det føles så fandens rigtigt.

Dette er muligvis ikke et indlæg, du som læser kan få gavn af, men jeg ville ønske, at du kunne mærke min hjerterytme lige nu, og at du kunne mærke freden brede sig. At du kunne føle musikken, som jeg føler den, og bare give slip. Glemme fattigdom og ulykke, sorg og sygdom. Glemme det, der trykker dig og gør dig bange. 

Det lyder fjollet, og dette indlæg er ikke sjovt, ej heller er indholdet uheldigt, som jeg tendenserer at skrive, men i aften er mit sprog nede på jorden og afslappet; for det er jeg. Jeg har brug for at komme ud med mine tanker, og lige nu er dette stedet for mig. Om det er det rigtige, ved jeg ikke. I forventer måske en historie som de, der har givet Jer et smil på læben. For jeg er uheldig, og jeg elsker at dele mit uheldige og til tider ret morsomme liv med Jer, men i aften kan jeg slet ikke komme på nogle historier af den art. I aften er der stilhed, for i morgen starter stormen. 

I morgen er første arbejdsdag i ny restauration, og jeg kan ikke finde mine kokkebukser. ... Jeg kan ikke møde op uden kokkebukser. Det skete sidste gang, og da jeg kom hjem, havde jeg ikke blot vanilleis og frugtkompot, men også fiskefilet-og fritureoliepletter derpå. Needless to say, så har jeg ikke båret bukserne siden.

Men alas! Jeg bliver nødt til at gå til ro om lidt. Bror taler til mig, og magien er forsvundet. 

Hav det fantastisk.

I guess I could be pretty pissed off about what happened to me, 

but it's hard to stay mad when there's so much beauty in the world. 

Sometimes I feel like I'm seeing it all at once and it's too much. 

My heart fills up like a balloon that's about to burst. 

And then I remember to relax, and stop trying to hold on to it. 

And then it flows through me like rain 

and I can't feel anything but gratitude for every single moment of my stupid little life. 

You have no idea what I'm talking about I'm sure, but don't worry, you will someday.