Mareridt

Jeg vågner med et sæt. Mit hjerte hamrer derudaf, og jeg føler, at jeg er blevet skåret op og ligger nøgen og skrøbelig. Jeg sætter mig op og trækker vejret dybt. Dumme puls. Fald nu ned, tænker jeg, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at det bare var en drøm. Et fucking mareridt igen. Det var ikke ægte, tænker jeg om og om igen.
Jeg rækker ud efter min telefon og bliver blændet af dens oplysende skærm. Klokken er 04:48. Det er bare fucking løgn.
Ser I... Jeg har mareridt næsten hver eneste nat, og mine mareridt er så livagtige, at jeg skal bruge uoverskueligt lang tid på at overbevise mig selv om, at de ikke er ægte; at de bare er ubehagelige drømme. Og her kommer den nok næsten mest uhyggelige del: jeg vågner næsten altid på samme tid. Klokken 04:48.
Da jeg, for et par år siden, havde en brændende drøm om at skrive og tjene penge på det, gik jeg i gang med at skrive et skuespil. Få folk har læst det, og det er langt fra færdigskrevet, da det kom alt for tæt på. Det blev alt for dystert, så jeg kunne ikke færdiggøre det. Mit mål var at skrive et stykke, hvor man virkelig kom ind under huden på hovedpersonen. Stykket handlede om depression, angst og selvmord, og for at skrive dette stykke ordentligt og have rigtige facts og viden med, begyndte jeg at studere temaerne, og fandt således en artikel omhandlende "sandhedens time". Artiklen handlede om, hvordan de fleste i selvmordets hjørne valgte at begå selvmord omkring klokken 04:48. At man i den time var mest åbensindet og klar i hovedet. Alt i denne time gik op i en højere enhed, og der fandt man ud af, om man var klar til at give slip. Give slip på livet eller give slip på de tyngende tanker.
Og jeg vågner altid deromkring, og det skræmmer mig så fucking meget. Udover at have de mest forfærdelige og livagtige mareridt, jeg nogensinde har haft, så vågner jeg der, hvor nogle forskere mener, at størstedelen af befolkningen begår selvmord. Fedt.

Når jeg vågner, har jeg denne svidende følelse af svigt, og derfor bliver jeg nogle gange nødt til at vække Christian og lige mærke, at han er der, og at jeg ikke er helt fortabt. Sidste gang bandede han næsten af mig. Jeg er ked af det, men jeg har brug for det. Jeg er ved at blive skør. Jeg har næsten altid tåretrykkende morgener, og jeg er begyndt at lukke øjnene og trække vejret. Shh. Træk vejret. Ind. Og ud. Græd ikke. Fokuser på dine glade tanker og centrer dig om dem. Gør det. Og husk at trække vejret. 
Nogle gange tegner dagen til at blive god, og så vender det hele om aftenen, hvor jeg roligt glider ned i et hul. Jeg ved ikke, hvad der sker, eller hvad der tricker det, men pludselig bliver jeg så lille.
Så går jeg i seng, og så kører det ellers forfra.

Jeg har gode dage, men det er ikke mange. Og jeg glemmer vist også at spise.

Hvor er jeg et dumt menneske.

Ja.