At erkende sandheden og acceptere livets størrelse

Som et overlegent menneske i en hektisk tid, hvor alle har for travlt til hinanden og alle klager over et eller andet, må jeg erkende, at jeg har været for stærk for længe. Jeg kan ikke forklare, hvad der sker med mig, men min førhen så farverigt malede verden er gået hen og blevet en gråmeleret og mørklagt opdagelse.
Jeg er på opdagelse i mit sinds allerdybeste kroge og hjørner, og jo mere, jeg tænker over mit liv og mine valg, des mindre mættet virker farverne på mine omgivelser, og jeg føler, at det hele, men nok især mig selv, kunne trænge til en omgang retouchering. Jeg er træt af et gråtonet spejlbillede, der med sølvfarvede øjne kigger trist og ligegyldigt tilbage.

Jeg er træt af at føle mig ubrugelig og ligegyldig, for jeg ved, at jeg ikke er det. Der er bare konstant denne dystre sky over mit hoved. Jeg tør ikke at kigge op eller omkring mig, for jeg er bange for at indse, præcist hvor i stå mit liv er gået. Jeg drømmer om eventyr og farver og friske dufte, og jeg savner at mærke musikken pulsere i mine årer. At sidde tilbage og pludselig få det helt rigtige elektriske stød, der gør, at man lever. Den kriblende følelse i fingrene og hvalen i maven, der kæmper for at komme ud. At benytte sig af den dyrebare tid; at trække vejret. Det skal føles, som at rejse sig og være centrum i et sprudlende stormfuldt uvejr, hvor op er ned, og alt er skæve jazzede toner. Det bør være som en tumultarisk børnehave på udflugt, hvor alle ser livets små, men smukke finurligheder: sommerfugle, regnorme, blade i alle farver, vandpytter..
Problemet ligger i, at jeg kigger alt for ihærdigt og søgende. Jeg står alt for tæt på. Jeg kan ikke se eller føle mere, og det knuser mig indeni.

Jeg er endelig begyndt at bevæge mig og komme ud. Det er utroligt, at man kan føle sig så fanget og alligevel fri i en lejlighed. Jeg har i de sidste par uger følt mig så bange, så ked af det, så alene og angst. Jeg har været bange for at åbne mig, og jeg har ikke kunnet tage kontakt til folk. Jeg er skør som glas, og mine følelser er et stort virvar af frygtens mange ansigter. Jeg er bange for at blive forladt, at blive glemt, blive overset.. Folk forstår det ikke. JEG forstår det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør mig så nedtrykt og tom. Jeg taler til mit blanke spejlbillede, og jeg fortæller mig selv, at det nok skal gå, og at det hele nok skal vende.
Jeg kunne sætte mig ned og græde, når døren blev lukket, og jeg gik i tomgang. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg har glemt, hvordan man lever. Eller. Jeg havde.. For jeg er listende på vej op igen.

Dette skulle egentlig have været et simpelt blogindlæg med madbilleder, men det tog en helt anden drejning. En retning, jeg nok havde brug for at følge. Jeg har brug for en at tale med, og det virker uoverskueligt at skulle sætte mig ned med en fremmed og åbne mig for ham eller hende. Jeg ønsker hellere at krænge min sjæl ud på papir, hvor jeg med mine egne ord og billeder bløder blæk og får grædt problemer og følelser ud. Dette er et skridt i den rigtige retning, og jeg kan mærke, at det allerede har hjulpet mig lidt. Ved I hvorfor?

Jeg hører musik, og mine fingre kribler.

Det er sjovt, men man kan ikke se det, vel?
Mit navn er Tina, og jeg har en svær depression.
Nej, vel?