Lidt om hjem og rammer

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bor gratis hos min kæreste på et værelse i en lejlighed, der er ejet og beboet af en gammel 63-årig alkoholiker og storryger navngivet Dick. Umiddelbart lyder Dick som en glad og rar gammel mand, der har fundet meningen med livet, men mængden af røg og bajere har gjort ham til en enlig, beskidt-gryde-og-pande-efterladende, kamprygende, mestersvovlende, frankeret, utilregneligt-bombesammenlignende, altid-fejl-påpegende, smuglyttende, hemmelighedsfuld selvudnævnt badeværelsesvagt, der sidder og venter på, at man skal i bad eller børste tænder. Jeg ser ham lidt som en ildspydende drage, der osende vogter over guldet (læs=det forjættede, faldefærdige badeværelse)..... Eller blot en halvklam, gammel gut, der kigger lidt ind ad døren, der ikke kan lukkes helt, da den har fået fugt og er blevet helt skæv. .. Nu hvor jeg tænker over det, så er det nok det, han egentlig gør. Lurer. ... But then again, hvem ville ikke også gøre det, hvis der var nyt kød in town!?

Klokken er ved at være mange, og selvom jeg har brugt det meste af dagen i sengen (stod først op efter klokken fire i eftermiddags), så er jeg stadig træt. De sidste tre dage har været hektiske og fede, og jeg er helt vild med mit nye arbejde. Til dig, der ikke ved det, så har jeg fået kokkeelevplads hos Manfreds & Vin og Michelinrestauranten Relæ - begge beliggende på Jægersborggade på Nørrebro i København. Jeg starter ud på Manfreds, og det er jeg helt nede med. Tempoet er højt, maden er i top, og følelsen og tankerne bag er lige mig: biodynamisk, økologisk og lækker mad. Kan det blive bedre?

For bare lige kort at fortælle lidt om, hvad jeg har lavet på mine første arbejdsdage, vil jeg nu i den smukkeste punktform, gøre det lidt nemmere for dig:

• Onsdag møder jeg klokken 09:45 med blussende vinterkinder og sne i skoene. Jeg er totalt klar på alt, hvad denne nye, travle verden vil byde på, så jeg klæder om og traver ned i køkkenet på Manfreds. Her bliver jeg mødt af en flok morgenfriske (.. nej. Egenlig ikke...) mennesker, der står omkring et bord og klargører råvarer. Jeg siger godmorgen og hilser på de folk, jeg kender, og selvfølgelig også på dem, jeg ikke gør.
  Jeg starter mit nye kokkeliv ud med at turnere 40 kg jordskokker. .... Fedt.
• Service hos Manfreds er det fedeste i verden. Køkkenet er så åbent, at når gæsterne træder ind ad hoveddøren, STÅR DE I DET! Jeg er VILD med at kunne mærke energien og de der helt rigtige vibes, god mad og godt selskab skaber. Som kok skal jeg også smile velkommende til folk og tage imod dem, samt gå ned til bordene og servere og præsentere maden for gæsterne. Det giver et kick at skulle være på hele tiden, men det er fandme også hårdt! Ligeså snart rengøringen sætter ind, kan man bare mærke trætheden komme snigende - men ingen hvile til helten, før arbejdet er helt omme!
• Jeg er blevet sat til at køre det kolde køkken alene, og det er så fucking vildt og stressende. Jeg elsker det! Jeg har fået ros for smag og looks, og jeg har også fået et meget anerkendende klap på skulderen af Chuck (red.: Jakob, den ene souschef hos Manfreds), der virkelig syntes godt om mine evner i går. Det var den vildeste aften, Manfreds havde haft i flere måneder! SÅ fedt at være en del af den oplevelse! Dette var selvfølgelig på godt og ondt. F.eks. kom der flere og flere fulde folk til (hvoraf en kastede op i baren og en anden faldt, så lang han var), og det var ret stressende at skulle arbejde med. Især når de snakkede til en og hele tiden liiiiiige skulle gøre sig sete. Derimod var det en vildt fed aften, fordi vi havde et supervigtigt NO SALT (Manfreds "VIP" gæster. Hos os er der jo ikke folk, der er vigtigere end andre .... Men SKULLE der nu komme nogle, som tilfældigvis er bare LIDT mere end blot borgelige, så kalder vi dem NO SALT (red.: "Ingen salt"), og altså ikke VIP's, da det kunne støde os menneskelige.) bord, som jeg lavede, serverede og præsenterede mine kolde retter for. Syv højtstående, helt-nede-på-jorden-men-dog-med-lidt-ekstra-"vi-er-vigtige"-attitude folk fra NOMA. Ja. Verdens bedste restaurant i 2010, 2011 og 2012. Og jeg klarede det, hvis jeg selv skal sige det, som et rystende lam, der iklædt ulveklæder skælvende gik næsten uanet ind iblandt ulveflokken og kom ud på den anden side. Levende. Folkens.... Det var så adrenalinpumpende en oplevelse! Alt dette indenfor de første tre dage (faktisk skete alle omtalte oplevelser i går!), og det er helt ufatteligt, at jeg er i gang med dette nu. Hvis jeg ikke allerede sad ned, ville jeg sætte mig ned og bare smile af det hele. For jeg er så glad. Fuck tørre, rengørings-og-kemikalieramte hænder, hævede fødder, forstrukken achillessene (achillessene tendinopati (LOL, mand, hvor er jeg Google-kløgtig!), øm og knirkende ryg, trætte øjne samt dårlig og mangelfuld søvn - jeg snacker Carols dessertgenistreger på arbejdet og bliver hver arbejdsaften fucking høj og glad af service. Det er dette, jeg vil, mand, og det kan ingen tage fra mig! Det føles så rigtigt, så jeg kan godt leve med et par skavanker eller tre. Bum!

Og med de få, og ret lange, punkter, vil jeg nu melde mig ud for denne gang og lægge mig til ro. Christian P ligger og sover og har snakket i søvne et par gange. Det vil jeg også gøre nu!, så godnat, og sov godt.

Og velkommen ind i mit liv.

Træt og med hævede øjne. Første fridag blev brugt på absolut ingenting.