fredag den 29. marts 2013

På rov efter lys og liv.

I dag havde jeg nogle ærinder, jeg skulle have styr på, inden de næste par dage står på monstertravlhed på arbejde. Dette betød, at jeg skulle ud i den kølige vind og lufte jernhesten. Udover at få sne i øjnene og få forfrosne hænder, nødt jeg cykelturen. Da jeg kom forbi Hovedbanegården, så jeg, at de flagede på halv. Jeg stod ved min cykel og tænkte længe over, hvem der kunne være gået bort, indtil det gik op for mig, at det var Langfredag. Selvfølgelig. (Dog vil jeg gerne lige påpege, at jeg, da jeg sad og spiste min sushifrokost, fandt ud af, at skuespiller Richard Griffiths (Onkel Vernon Dursley i Harry Potter) er afgået ved døden, 65 år gammel. Det gør mig lidt ked af det, især fordi han er en fiktiv person, jeg aldrig har brudt mig om. En fantastisk skuespiller! Requiescat in pace.)
Jeg gik underafkølet og rødnæset ind på stationen og købte mine togbilletter, og gik mig så en lille runde for at få varmen, inden turen gik videre.

Det var morsomt, som folk dansende gik i takt til musikken i mine øren. Også en alkoholiker stod og breakede med sin fulde og glade kammerats krykker, mens de grinede og drak elephantøl. Det kan godt være, at de er samfundets udskud, men de har det godt, og de nyder virkelig livet og dets glæder. Ligesom børn gør. Jeg beundrer børn og folk generelt. Jeg nyder at kigge på dem og betragte, hvordan de håndterer verden og hverdagen. Jeg elsker, at vi alle er forskellige, og at der altid er noget nyt at opdage. Og her må jeg så også indrømme, at jeg er vindueskigger. Ikke sådan den der creepy slags, som står med kikkert og længe lurer, men blot den lidt mere afslappede og tilfældige kigger. Går jeg forbi et par vinduer, kigger jeg ind i beboernes verden. I et kort øjeblik forestiller jeg mig, hvordan deres liv er, og jeg scanner hurtigt deres hjem for ledetråde. Jeg ved, det ikke er pænt eller anstændigt gjort, men jeg er så nysgerrig af natur, at jeg ikke kan lade være. Vindueskigger lyder heller ikke godt. Jeg kan godt lide at kalde mig vinduesvoyeur. ... Det klinger ikke sympatiskt, men se det som retro/betaudgaven af de sociale medier. Her er det live og naturligt, og jeg kan ikke lade være med at smile af livet.

Sneen er endelig stoppet med at falde igen.
Hav en god dag.

Ensom rød bil.

Sne!

Med fokus på sneen. Jeg er glad for denne fangst!

En kuldekæmpende mor og hendes syngende datter.

Hello Snow.

torsdag den 28. marts 2013

Stilhed


I formiddags drog Christian afsted til Aalborg, hvor han bliver i en uge. Umiddelbart har jeg set frem til ro og plads, men da jeg sagde farvel (og fejlede i at låse hoveddøren op og stod og var lidt akavet) og traskede op på fjerde sal, kunne jeg godt mærke, at det ville blive nogle tomme dage. Især vil fridagene være golde og lidt for stille, men det er også godt. Jeg nyder virkelig stilhed. I dag har jeg ikke gjort andet end at høre musik, læse og skrive, og det har gjort mig godt. Jeg kan dog godt mærke, at stilheden, med hele sin fulde magt, har trådt til og er øredøvende og bloddunkende. Dick er her ikke, og selvom det er rart at have det hele for sig selv; selvom det er rart at kunne gøre, som det passer mig, er det en stor lejlighed at være alene i.

Og der sker noget, når de der pludselige og utilregnelige følelser af ensomhed og minimal, panisk angst kommer snigende. De driver mig til de ydre kanter. Mit hoved bliver et virvar af farver, tanker og toner, og jeg kan ikke følge med mere. Jeg er alene, men føler hele tiden, at en eller anden står ved min side, kigger ind ad vinduet eller gemmer sig i skyggerne og venter. Lurer. Jeg bliver tosset af mange rum og ulukkelige døre. Så jeg flygter. Og for at slippe af med følelser og spaltede spidser, klipper jeg mit hår af. I hvert fald noget af det.
Jeg ved ikke, om I nogensinde har prøvet at lave popcorn på en flad pande uden låg; det har jeg, og det er et tumultarisk og et helt igennem fabelagtigt og lykkebringende kaos. Sådan har jeg det, og sådan havde jeg det, da jeg klippede og formede mig min nye, skæve page. Det er sjovt, så hurtigt det går, men så lang tid det tager for at komme tilbage, selvom det jo aldrig gør, da det ligger i håndvasken og ser rødt og gyldenblondt ud. Smukt.
Mit hår er tykt. Det ligner en løvemanke med hårdt afklippede kanter. Jeg kan ikke sætte det. Flader jeg det, kommer alle ufine kanter frem, og forskellen på de lange og korte hårstrå er smerteligt iøjnefaldende.
[Note til self: Klip aldrig en page igen. Du ligner Willy Wonka og Javier Bardems (i filmen No Country for Old Men) akavede og chokoladetykke elskovsbarn. Det er sørgeligt. Sådan helt seriøst sørgeligt.]

Nils Frahm - Tristana.

Med glimt over Søerne og tankerne vildfarens.

Ildrød page og en stor næse, der kræver profilens centrum.


onsdag den 27. marts 2013

One hellova service!

Kender I det, når man vågner og kan mærke, at det i løbet af natten blev forår - og at det føles skummelt og forkert? Fuglene kvidrer, sneen smelter, og kulden er ikke så tiltagende mere. Normalt ville jeg være glad for det, nærmest henrykt, men i går var anderledes. Det var som om, Universet havde gang i noget skummelt, og at det bare ventede på det rette tidspunkt til at slå til, og med mit held skulle det jo heldigvis vise sig, at jeg stadig ikke havde noget. (Og dog..!)

(Jeg skifter lige til nutid og går et døgn tilbage.. Undskyld jeg bryder retskrivningsreglerne, Nadja!)
Jeg møder træt og øm ind på arbejde. Jeg har ligget forkert hele natten, og det har resulteret i en venstre arm, jeg ikke kan bruge. Jeg gætter mig frem til, at det er en nerve, der sidder i klemme, og den gør, at jeg ikke kan løfte ting, skure gulv, binde mit forstykke eller tage mine bukser på.
Da jeg møder ind, bliver jeg mødt af to nye ansigter: Matthias (Matthi) og Jonas (Jonna) (Får jeg nogensinde et grimt nickname??). Jonas er udlært kok og er pissedygtig og lidt nede på jorden. Det kan jeg godt lide. Og så er der Matthias, som lige er kommet tilbage fra Gast1 i dag, og - her skal det lige siges, at jeg ikke kan fordrage folk, der har et stort ego - han er det STØRSTE ego, jeg nogensinde har arbejdet sammen med! Fy for satan. (Og her advarede Dakker mig lige imod det største ego af dem alle. Claus. Ham glæder jeg mig BARE ikke til at arbejde sammen med. Han har været forbi et par gange for at være mega Blachman-agtig og styre pisset. Fuld, ædru, you name it. Han er en nar, og jeg synes allerede nu ikke særlig godt om ham) .. Matthias har været væk i to og en halv måned, og er derved mega rusten, men det forhindrer ham ikke i at blande sig i alt og smide sand i øjnene på mig. Det fik jeg i hvert fald at høre for under service.
Generelt er i dag den slags dag, man ville ønske ikke var der. Jeg møder ind og regner med en nem og smooth service, men grundet Matthias' evindelige blandinger og fejlindslåen af boner, kommer det ikke til at ske. Matthias slår bestillinger ind og laver dem selv, eller tager de tallerkener, jeg allerede har lavet, og sender dem ind til de borde, han mener er rigtige. Så når en af tjenerne slår noget ind på bordet, får jeg først bonen der, og laver så maden, som allerede ER blevet lavet og sendt afsted. Det sker et par gange, og jeg får lige et "hvad fanden sker der her, Tina?! Du skal have styr på dit parti!" af Chuck. Av. Jeg siger ja tak, prøver at nævne, hvad der er sket, accepterer et nederlag, synes endnu mindre om Matthi og kører videre. Godt indebrændt.
Generelt ved oprydning hjælper alle hinanden, og ingen dvæler og snakker, men i dag er atter engang anderledes på det punkt. Matthias står konstant og snakker, og Jonas, som selv lige er kommet tilbage fra ferie, rydder roligt op ved sit parti og snakker med. Fandme ikke også om Chuck gør det! Og hvem skurer så køkkenet ned alene, mens Dakker står bagved og gør rent? Ja, mand. Mig. Tina "Not-so-much-Karma-left-huh?" Schrøder.
Men altså... Fuck det. Jeg er pony, så jeg skal have det på den hårde måde og bare sige "Ja tak" til alt. Så helt sikkert! Jeg får mere og mere ansvar, og det er så stressende, og jeg er virkelig bange for at fejle, men hvis jeg kæmper videre og bliver bedre, som jeg gør nu, så ejer jeg pisset. Så kan jeg mit parti, og jeg tager skærmen ned og blokerer for egosvin og andet skidtfolk.

(Datid igen. Undskyld!) Før service gik Puglisi også helt amok og lagde hele køkkenet til øde med sin atomkraftssprængning. Jeg ved ikke, hvad det handlede om. (jeg hørte kun stikord som "godt vejr", "kaffe", "FOR FANDEN, MAND!", "hvad sker der!?", så det var umuligt at vide, hvad det handlede om. I mean... Han kunne sgu ikke være sprunget i luften over et nej til en kop kaffe til en dame - men hvad ved jeg.) Han blæste i hvert fald hovedet af Chuck, som så blæste hovedet af os, som så fik egoet i Matthi blæst op til at være smart og så bosse på den ubestemte, sleske måde med mig. Jeg var ikke nede med det.
Så dagen burde ikke være hændt. Dakker og jeg har to vagter tilbage sammen, og så skal jeg klare mig uden hjælp. Jeg skal kunne mit parti og bordene udenad, og jeg skal kunne styre pisset med lukkede øjne.
Fint. Det skal jeg nok. Helt fucking sikkert!

Efter service drak vi resterne af ni økologiske og naturvenlige vine (og fik lige en smager på noget SYGT lækker cider!!!) og bare sad og snakkede. Jeg havde lovet Rasmus (søde lille Rallepus<3) at ringe efter service og lige snakke lidt. Det resulterede i en samtale, der varede en time. Og her vil jeg lige indskyde, at det er FUCKING KOLDT at stå udenfor og snakke i så lang tid klokken et om natten. Men hey - det var rart! Da jeg kom ind igen, gik der ikke længe, før vi splittede op og tog hjem. Jeg hoppede på min cykel og drog lidt beruset, meget forfrossen og særdeles mørklagt hjemover. Lige før hjem blev jeg stoppet af et par betjente, da jeg ikke havde lys på. Jeg afsprittede den lille smule sprit, jeg havde i mig, og gjorde klar til at lyve mig fra en bøde (JEG VED DET! JEG ER ET DÅRLIGT MENNESKE! ET FATTIGT!!!! DÅRLIGT MENNESKE!). Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde lys på, hvortil jeg svarede, at min afrevede forlygte (ja, den hænger og dingler) var blevet revet af, mens jeg var på arbejde, og at min baglygte var stoppet med at virke også. Han kiggede noget olmt på mig og spurgte, hvor langt jeg skulle. Jeg skulle såmænd bare 150 meter videre, og så var jeg hjemme, og med den melding, fik jeg et "Hm. Okay. Hjem med dig!" med på vejen af en sød politimand, der, sammen med sin makker, mest af alt mindede mig om Starsky & Hutch. Jeg vil også have moustache og et rygmærke!

Så.. Det var vist også alt for denne gang. Langt post. Jeg håber ikke, at det blev for langvarigt.
Hav det godt! Jeg vil nyde min fridag i dag. Skal mødes med min gamle supervisor, der besøger fra England! Hurrah!

SES!

søndag den 24. marts 2013

Et drømmeliv i form af torve og haller.


Når man som fattig og drømmende studerende ikke har ret meget guld eller ret mange m2 at gøre godt med, så elsker jeg personligt at gå på opdagelse og shoppe med øjnene og smage på diverse smagsprøver - og et sted at gøre det er i Torvehallerne på mit elskede Nørrebro. Her kan man finde næsten alt, hvad madhjertet begærer, og det er utroligt afslappende, selvom det på en meget travl søndag som i dag kan være en meget proppet og stressende affærre.

Hav en god aften derude. I er savnet!

MAD!

Confit de Canard hos Ma Poules. En ny favorit! Bum!

God kaffe hos Kent. Er totalt nede med kaffebarer, der spiller Bon Iver!

Gorm's pizze og andet godt. Hurra!
X

Lidt om hjem og rammer

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bor gratis hos min kæreste på et værelse i en lejlighed, der er ejet og beboet af en gammel 63-årig alkoholiker og storryger navngivet Dick. Umiddelbart lyder Dick som en glad og rar gammel mand, der har fundet meningen med livet, men mængden af røg og bajere har gjort ham til en enlig, beskidt-gryde-og-pande-efterladende, kamprygende, mestersvovlende, frankeret, utilregneligt-bombesammenlignende, altid-fejl-påpegende, smuglyttende, hemmelighedsfuld selvudnævnt badeværelsesvagt, der sidder og venter på, at man skal i bad eller børste tænder. Jeg ser ham lidt som en ildspydende drage, der osende vogter over guldet (læs=det forjættede, faldefærdige badeværelse)..... Eller blot en halvklam, gammel gut, der kigger lidt ind ad døren, der ikke kan lukkes helt, da den har fået fugt og er blevet helt skæv. .. Nu hvor jeg tænker over det, så er det nok det, han egentlig gør. Lurer. ... But then again, hvem ville ikke også gøre det, hvis der var nyt kød in town!?

Klokken er ved at være mange, og selvom jeg har brugt det meste af dagen i sengen (stod først op efter klokken fire i eftermiddags), så er jeg stadig træt. De sidste tre dage har været hektiske og fede, og jeg er helt vild med mit nye arbejde. Til dig, der ikke ved det, så har jeg fået kokkeelevplads hos Manfreds & Vin og Michelinrestauranten Relæ - begge beliggende på Jægersborggade på Nørrebro i København. Jeg starter ud på Manfreds, og det er jeg helt nede med. Tempoet er højt, maden er i top, og følelsen og tankerne bag er lige mig: biodynamisk, økologisk og lækker mad. Kan det blive bedre?

For bare lige kort at fortælle lidt om, hvad jeg har lavet på mine første arbejdsdage, vil jeg nu i den smukkeste punktform, gøre det lidt nemmere for dig:


  • Onsdag møder jeg klokken 09:45 med blussende vinterkinder og sne i skoene. Jeg er totalt klar på alt, hvad denne nye, travle verden vil byde på, så jeg klæder om og traver ned i køkkenet på Manfreds. Her bliver jeg mødt af en flok morgenfriske (.. nej. Egenlig ikke...) mennesker, der står omkring et bord og klargører råvarer. Jeg siger godmorgen og hilser på de folk, jeg kender, og selvfølgelig også på dem, jeg ikke gør.
    Jeg starter mit nye kokkeliv ud med at turnere 40 kg jordskokker. .... Fedt.
  • Service hos Manfreds er det fedeste i verden. Køkkenet er så åbent, at når gæsterne træder ind ad hoveddøren, STÅR DE I DET! Jeg er VILD med at kunne mærke energien og de der helt rigtige vibes, god mad og godt selskab skaber. Som kok skal jeg også smile velkommende til folk og tage imod dem, samt gå ned til bordene og servere og præsentere maden for gæsterne. Det giver et kick at skulle være på hele tiden, men det er fandme også hårdt! Ligeså snart rengøringen sætter ind, kan man bare mærke trætheden komme snigende - men ingen hvile til helten, før arbejdet er helt omme!
  • Jeg er blevet sat til at køre det kolde køkken alene, og det er så fucking vildt og stressende. Jeg elsker det! Jeg har fået ros for smag og looks, og jeg har også fået et meget anerkendende klap på skulderen af Chuck (red.: Jakob, den ene souschef hos Manfreds), der virkelig syntes godt om mine evner i går. Det var den vildeste aften, Manfreds havde haft i flere måneder! SÅ fedt at være en del af den oplevelse! Dette var selvfølgelig på godt og ondt. F.eks. kom der flere og flere fulde folk til (hvoraf en kastede op i baren og en anden faldt, så lang han var), og det var ret stressende at skulle arbejde med. Især når de snakkede til en og hele tiden liiiiiige skulle gøre sig sete. Derimod var det en vildt fed aften, fordi vi havde et supervigtigt NO SALT (Manfreds "VIP" gæster. Hos os er der jo ikke folk, der er vigtigere end andre .... Men SKULLE der nu komme nogle, som tilfældigvis er bare LIDT mere end blot borgelige, så kalder vi dem NO SALT (red.: "Ingen salt"), og altså ikke VIP's, da det kunne støde os menneskelige.) bord, som jeg lavede, serverede og præsenterede mine kolde retter for. Syv højtstående, helt-nede-på-jorden-men-dog-med-lidt-ekstra-"vi-er-vigtige"-attitude folk fra NOMA. Ja. Verdens bedste restaurant i 2010, 2011 og 2012. Og jeg klarede det, hvis jeg selv skal sige det, som et rystende lam, der iklædt ulveklæder skælvende gik næsten uanet ind iblandt ulveflokken og kom ud på den anden side. Levende. Folkens.... Det var så adrenalinpumpende en oplevelse! Alt dette indenfor de første tre dage (faktisk skete alle omtalte oplevelser i går!), og det er helt ufatteligt, at jeg er i gang med dette nu. Hvis jeg ikke allerede sad ned, ville jeg sætte mig ned og bare smile af det hele. For jeg er så glad. Fuck tørre, rengørings-og-kemikalieramte hænder, hævede fødder, forstrukken achillessene (achillessene tendinopati (LOL, mand, hvor er jeg Google-kløgtig!), øm og knirkende ryg, trætte øjne samt dårlig og mangelfuld søvn - jeg snacker Carols dessertgenistreger på arbejdet og bliver hver arbejdsaften fucking høj og glad af service. Det er dette, jeg vil, mand, og det kan ingen tage fra mig! Det føles så rigtigt, så jeg kan godt leve med et par skavanker eller tre. Bum!
Og med de få, og ret lange, punkter, vil jeg nu melde mig ud for denne gang og lægge mig til ro. Christian P ligger og sover og har snakket i søvne et par gange. Det vil jeg også gøre nu!, så godnat, og sov godt.

Og velkommen ind i mit liv.

Træt og med hævede øjne. Første fridag blev brugt på absolut ingenting.

Starten på et nyt kapitel

Ny by, nyt job, ny blog.

Selvom jeg arbejder på fuldtid (og egentlig også mere end det), så kan jeg ikke lade være med at skrive. Det er og bliver en passion og en lyst, jeg ikke kan slippe af med, så nu får du, kære læser, hermed chancen for at følge med i mit liv. Jeg ved ikke, hvor tit, bloggen bliver opdateret, eller med hvad!, men det bliver, når jeg føler for det og med det, jeg føler for at skrive.

Velkommen.