Fri af systemet

"Før var jeg tit træt og deprimeret..." er en sætning, mange nok vil have hørt før. Jeg er stadig træt og også til tider deprimeret, men det er på vej frem. Faktisk, så er jeg i dag milelangt fra at være trist. Jeg er nemlig snart fri.

Som nogle af jer måske ved, så står jeg i en offentlig kantine. Min løn består af en sørgelig kontanthjælp, der kun lige dækker mine udgifter, og jeg føler mig langtfra tilpas indenfor kantinens fire vægge. Jeg står nemlig sammen med en masse andre kontanthjælpsmodtagere, og de fejler alle et eller andet vanvittigt. Det tærer rigtig meget på ens psyke at skulle stå sammen med skæve folk dag ind og dag ud, når man selv prøver på at komme videre og op fra det her satans hul, man er endt i.
Mine medindsatte er jo på bunden søde mennesker (tror jeg,), men jeg vil gerne ud og væk, for at arbejde med en psykopat, en skizofren, en IQ-forladt-uden-stedsans-plaprende-hestepige, en autist, en fra Randers, en ADHD-skør wannabe-kokkedreng og generelt seriøst utilpassede og forvirrede sjæle, gør, at man til sidst selv føler, at man er en af hønsene i gården. Og lige præcis den tanke har fået mig længere ned i det her omklamrende mørke.

  Men nu er det slut. 

Jeg bryder ud af systemet og tager chancen. Jeg er ikke rask endnu, men jeg bliver det aldrig, hvis jeg bliver stående i den kantine. Så jeg kaster mine rystende hænder ud og griber et deltids job, der er så deltid, at jeg næsten kunne tjene flere penge på Christians og min pant. - Men jobbet gør mig fri. 

På torsdag starter jeg som tjener (og kok, når der er brug for det) i KUNSTENs kantine. Kunsten har altid været et af mine favoritsteder, og nu, hvor jeg kan bruge tid dér OG tjene penge på det, så kunne jeg næsten ikke ønske mig meget mere. Det bliver godt at starte et sted, hvor søde, unge mennesker arbejder (herunder søde Mathias og søde Christian, juhuu!), og ikke halvgamle og helt-ude-på-et-sygt-skråplansagtige loonies.

Jeg glæder mig så meget til at starte, og så vidt jeg ved, arbejder der ikke nogle tosser deroppe. (I hvert fald ikke den slags, der tager piller for det....)

Så farvel, System. Det har været nogle hårde måneder for mig, og nu rejser jeg fra dig. - Og jeg gør det smilende og med overskud og højt humør. Jeg er klar til at sparke døren ind til Livet og tage for mig af goderne og dele, hvad jeg kan. 

Jeg har glædet mig så længe til, at det endelig skulle ske. 

Vi ses. (Forhåbentligt ikke igen.)

Lyt til denne sang og mærk, hvor glad og FRI jeg er! YES!

Mareridt

Jeg vågner med et sæt. Mit hjerte hamrer derudaf, og jeg føler, at jeg er blevet skåret op og ligger nøgen og skrøbelig. Jeg sætter mig op og trækker vejret dybt. Dumme puls. Fald nu ned, tænker jeg, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at det bare var en drøm. Et fucking mareridt igen. Det var ikke ægte, tænker jeg om og om igen.
Jeg rækker ud efter min telefon og bliver blændet af dens oplysende skærm. Klokken er 04:48. Det er bare fucking løgn.
Ser I... Jeg har mareridt næsten hver eneste nat, og mine mareridt er så livagtige, at jeg skal bruge uoverskueligt lang tid på at overbevise mig selv om, at de ikke er ægte; at de bare er ubehagelige drømme. Og her kommer den nok næsten mest uhyggelige del: jeg vågner næsten altid på samme tid. Klokken 04:48.
Da jeg, for et par år siden, havde en brændende drøm om at skrive og tjene penge på det, gik jeg i gang med at skrive et skuespil. Få folk har læst det, og det er langt fra færdigskrevet, da det kom alt for tæt på. Det blev alt for dystert, så jeg kunne ikke færdiggøre det. Mit mål var at skrive et stykke, hvor man virkelig kom ind under huden på hovedpersonen. Stykket handlede om depression, angst og selvmord, og for at skrive dette stykke ordentligt og have rigtige facts og viden med, begyndte jeg at studere temaerne, og fandt således en artikel omhandlende "sandhedens time". Artiklen handlede om, hvordan de fleste i selvmordets hjørne valgte at begå selvmord omkring klokken 04:48. At man i den time var mest åbensindet og klar i hovedet. Alt i denne time gik op i en højere enhed, og der fandt man ud af, om man var klar til at give slip. Give slip på livet eller give slip på de tyngende tanker.
Og jeg vågner altid deromkring, og det skræmmer mig så fucking meget. Udover at have de mest forfærdelige og livagtige mareridt, jeg nogensinde har haft, så vågner jeg der, hvor nogle forskere mener, at størstedelen af befolkningen begår selvmord. Fedt.

Når jeg vågner, har jeg denne svidende følelse af svigt, og derfor bliver jeg nogle gange nødt til at vække Christian og lige mærke, at han er der, og at jeg ikke er helt fortabt. Sidste gang bandede han næsten af mig. Jeg er ked af det, men jeg har brug for det. Jeg er ved at blive skør. Jeg har næsten altid tåretrykkende morgener, og jeg er begyndt at lukke øjnene og trække vejret. Shh. Træk vejret. Ind. Og ud. Græd ikke. Fokuser på dine glade tanker og centrer dig om dem. Gør det. Og husk at trække vejret. 
Nogle gange tegner dagen til at blive god, og så vender det hele om aftenen, hvor jeg roligt glider ned i et hul. Jeg ved ikke, hvad der sker, eller hvad der tricker det, men pludselig bliver jeg så lille.
Så går jeg i seng, og så kører det ellers forfra.

Jeg har gode dage, men det er ikke mange. Og jeg glemmer vist også at spise.

Hvor er jeg et dumt menneske.

Ja.

På vej hjem ...

Aalborg, 24/9/2013, middag.

Vandrende Haver. Sødt, grønt initiativ. Tjek det ud!

Læg mærke til mågen! Wuuuh!

At åbne skabene og skabe.

Det er ikke fedt at være fattig, men det betyder ikke, at man skal leve dårligt. Man kan sagtens lave lidt lækkert mad ud af ingenting, og det valgte jeg at gøre i dag.
Hurra for overskud til BÅDE træning (for første gang i halvanden måned!) og sund frokost! Jaaaah!

Ovnbagt gedeost, syltede rødløg, rosmarincroûtons og sød balsamico. Udmærket salat!
- Og i øvrigt hurra for brug af hjemmedyrkede urter! 

Salat mand.
Og dejligt at lave lortet fra bunden. At sylte selv, lave balsamico og lave noget så simpelt og lækkert som croûtons selv. 

Min favorit!!!!! Tomatsuppe med creme fraîche og hjemmedyrkede urter. Åh. <3

At erkende sandheden og acceptere livets størrelse

Som et overlegent menneske i en hektisk tid, hvor alle har for travlt til hinanden og alle klager over et eller andet, må jeg erkende, at jeg har været for stærk for længe. Jeg kan ikke forklare, hvad der sker med mig, men min førhen så farverigt malede verden er gået hen og blevet en gråmeleret og mørklagt opdagelse.
Jeg er på opdagelse i mit sinds allerdybeste kroge og hjørner, og jo mere, jeg tænker over mit liv og mine valg, des mindre mættet virker farverne på mine omgivelser, og jeg føler, at det hele, men nok især mig selv, kunne trænge til en omgang retouchering. Jeg er træt af et gråtonet spejlbillede, der med sølvfarvede øjne kigger trist og ligegyldigt tilbage.

Jeg er træt af at føle mig ubrugelig og ligegyldig, for jeg ved, at jeg ikke er det. Der er bare konstant denne dystre sky over mit hoved. Jeg tør ikke at kigge op eller omkring mig, for jeg er bange for at indse, præcist hvor i stå mit liv er gået. Jeg drømmer om eventyr og farver og friske dufte, og jeg savner at mærke musikken pulsere i mine årer. At sidde tilbage og pludselig få det helt rigtige elektriske stød, der gør, at man lever. Den kriblende følelse i fingrene og hvalen i maven, der kæmper for at komme ud. At benytte sig af den dyrebare tid; at trække vejret. Det skal føles, som at rejse sig og være centrum i et sprudlende stormfuldt uvejr, hvor op er ned, og alt er skæve jazzede toner. Det bør være som en tumultarisk børnehave på udflugt, hvor alle ser livets små, men smukke finurligheder: sommerfugle, regnorme, blade i alle farver, vandpytter..
Problemet ligger i, at jeg kigger alt for ihærdigt og søgende. Jeg står alt for tæt på. Jeg kan ikke se eller føle mere, og det knuser mig indeni.

Jeg er endelig begyndt at bevæge mig og komme ud. Det er utroligt, at man kan føle sig så fanget og alligevel fri i en lejlighed. Jeg har i de sidste par uger følt mig så bange, så ked af det, så alene og angst. Jeg har været bange for at åbne mig, og jeg har ikke kunnet tage kontakt til folk. Jeg er skør som glas, og mine følelser er et stort virvar af frygtens mange ansigter. Jeg er bange for at blive forladt, at blive glemt, blive overset.. Folk forstår det ikke. JEG forstår det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør mig så nedtrykt og tom. Jeg taler til mit blanke spejlbillede, og jeg fortæller mig selv, at det nok skal gå, og at det hele nok skal vende.
Jeg kunne sætte mig ned og græde, når døren blev lukket, og jeg gik i tomgang. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg har glemt, hvordan man lever. Eller. Jeg havde.. For jeg er listende på vej op igen.

Dette skulle egentlig have været et simpelt blogindlæg med madbilleder, men det tog en helt anden drejning. En retning, jeg nok havde brug for at følge. Jeg har brug for en at tale med, og det virker uoverskueligt at skulle sætte mig ned med en fremmed og åbne mig for ham eller hende. Jeg ønsker hellere at krænge min sjæl ud på papir, hvor jeg med mine egne ord og billeder bløder blæk og får grædt problemer og følelser ud. Dette er et skridt i den rigtige retning, og jeg kan mærke, at det allerede har hjulpet mig lidt. Ved I hvorfor?

Jeg hører musik, og mine fingre kribler.

Det er sjovt, men man kan ikke se det, vel?
Mit navn er Tina, og jeg har en svær depression.
Nej, vel?

Wasting time with whatever

Da jeg vågnede i morges, havde jeg denne følelse af, at jeg måtte gøre noget. I dag vil jeg ud, og turen går til mormors kolonihave, hvor jeg har skumle planer om at snuppe hendes blommer, æbler og egentlig alt, hvad jeg lige kan få fingrene i.

Jeg har i de sidste par dage fået lysten til at fotografere tilbage, og så tænkte jeg, at de æg, der alligevel bare lå og kiggede på mig, skulle blive til lidt lækker føde.
Så to æg blev delt i blommer og hvider. Den ene del blev til mayonnaise og den anden til bløde kys. Nam. .. Og jeg kan love Jer, at der blev kastet med vinkeskinkerne. NU måste jag sova. Gonatt!

Hjemmelavet (og selvfølgelig håndpisket!) mayonnaise.

Hjemmelavet (og selvfølgelig håndpisket!) mayonnaise.

Et af mine favorit smørrebrød.. Kartoffelmaden, The Almighty!

Alt for store kys (også pisket ved hjælp af  mormorarmene.)

Færdige kys. Sprøde udenpå, bløde indeni. Og alt, alt for søde til mine tænder.

Hej hej!

Fred

I dette øjeblik er jeg tabt for ord. Mundlam. Blank. Og alligevel har jeg denne ubeskrivelige lyst til at kaste det ned på papir. Jeg hamrer ikke tastaturet, men kærtegner det med mine tanker. 

Jeg hører bestemte musiske stykker på repeat, og jeg sidder bare og prøver at falde ned på jorden igen. Men jeg kan ikke. 

Jeg svømmede i dag. Jeg sidder og smiler så stort, og det virker så fjollet, men.. Følelsen af at flyde, at bevæge sig frit og have denne vigtige og jordnære ro i kroppen. At se min hånd bryde vandet, skabe bølger og bobler... At grine ukontrolleret og være ung og fri igen. At leve i nuet og bare tænke på banens hundrede meter og det behagelige vand.

.. Jeg er så lykkelig. Jeg har savnet det. 

Mit liv er på rette spor igen. Jeg får lysten tilbage. Lysten til at filme, til at tage billeder og dokumentere mit liv. Til at skrive mine tanker ned igen og til at være mig selv. Jeg er på vej. Og det føles så fandens rigtigt.

Dette er muligvis ikke et indlæg, du som læser kan få gavn af, men jeg ville ønske, at du kunne mærke min hjerterytme lige nu, og at du kunne mærke freden brede sig. At du kunne føle musikken, som jeg føler den, og bare give slip. Glemme fattigdom og ulykke, sorg og sygdom. Glemme det, der trykker dig og gør dig bange. 

Det lyder fjollet, og dette indlæg er ikke sjovt, ej heller er indholdet uheldigt, som jeg tendenserer at skrive, men i aften er mit sprog nede på jorden og afslappet; for det er jeg. Jeg har brug for at komme ud med mine tanker, og lige nu er dette stedet for mig. Om det er det rigtige, ved jeg ikke. I forventer måske en historie som de, der har givet Jer et smil på læben. For jeg er uheldig, og jeg elsker at dele mit uheldige og til tider ret morsomme liv med Jer, men i aften kan jeg slet ikke komme på nogle historier af den art. I aften er der stilhed, for i morgen starter stormen. 

I morgen er første arbejdsdag i ny restauration, og jeg kan ikke finde mine kokkebukser. ... Jeg kan ikke møde op uden kokkebukser. Det skete sidste gang, og da jeg kom hjem, havde jeg ikke blot vanilleis og frugtkompot, men også fiskefilet-og fritureoliepletter derpå. Needless to say, så har jeg ikke båret bukserne siden.

Men alas! Jeg bliver nødt til at gå til ro om lidt. Bror taler til mig, og magien er forsvundet. 

Hav det fantastisk.

I guess I could be pretty pissed off about what happened to me, 

but it's hard to stay mad when there's so much beauty in the world. 

Sometimes I feel like I'm seeing it all at once and it's too much. 

My heart fills up like a balloon that's about to burst. 

And then I remember to relax, and stop trying to hold on to it. 

And then it flows through me like rain 

and I can't feel anything but gratitude for every single moment of my stupid little life. 

You have no idea what I'm talking about I'm sure, but don't worry, you will someday.

En update af et snarligt kvart levet liv

Dette indlæg måtte godt have været mere ærligt og nøgent, end det bliver, men jeg vil stadig gerne bevare lidt privatliv.

Der er sket rigtig meget på det sidste. For en måned siden levede jeg et turbulent Michelinkokkeliv i hjertet af København; jeg boede på et lille værelse ved Søerne, og jeg var omringet af dygtige og flinke mennesker. Jeg var stresset og ulykkelig, og nogle dage havde jeg bare lyst til at stikke af fra det hele.

Og det gjorde jeg så en dag.

Nu, næsten en måned senere, er jeg snart kommet mig over stress, mavesår og et sammenbrud midt i en frokost hos min far.
Det hele skete så pludseligt, og jeg spiste ikke i et stykke tid. Jeg har fået at vide, at det var gået hen og blevet galt, men jeg kunne ikke se det. Jeg tog en dag ad gangen, for jeg kunne ikke overskue andet. Jeg kan stadig mærke, at jeg ikke er helt ovenpå. Jeg var på prøvevagt på Røverstuen i Rold, og det var jeg ikke klar på. Det gik fint, og jobbet er også mit (hurraah!), men jeg kan næsten ikke overskue at skulle starte på et nyt job om to uger. Jeg er stadig ikke klar, men jeg må også snart komme i gang igen. Jeg kan ikke overskue at ligge i sengen hele dagen, for nu er solen ude, og det burde jeg også være.

Så mit liv er stille og roligt på vej tilbage igen. Nu mangler jeg bare et sted at bo.. Altså, selvom det er underholdende og spændende at kalde sig sofarytter og landevejsridder, så savner jeg sgu at have en husnøgle! Bum.

God dag til Jer alle. Jeg vil grille og hygge med en flok smukke og søde mennesker. (Og fuck så om der måske kommer lidt regn. Det skal ikke ødelægge Grundlovsdag!)

Og p.s. Stranden er et fantastisk sted at tage hen, hvis man har brug for et tankerum. - Og så hjælper godt selskab kun på det.

Still alive - barely

Så gik der vist også lidt over halvanden måned med støvet stilhed på bloggen. Min nye computer valgte at gå Katja K på mig (den gik ned), så jeg har måttet leve uden computer, internet, blogging, spotify mv. i alt for lang tid. Dog fik jeg pustet lidt liv i den igen, da den havde samlet et par gode millimeters worth of dust ovre i hjørnet.

Service er vild som bare fucking pokker. Jeg elsker at gøre det, og jeg kommer helt op i det høje gear, når det kører fedt. Dog er prep et stresshelvede, som virkelig kan ses og mærkes på mig. Jeg har ikke vejet mig, men jeg tror, at jeg har tabt mig lidt. (Jeg spiser også kun ét måltid i døgnet - staff food klokken 16:15). Derudover går jeg rundt og er stresset konstant. Jeg sover rigtig dårligt, og vågner altid op med hovedpine, fordi jeg er dehydreret, OG fordi jeg har drømt og tænkt på arbejde det meste af natten. Det sidste, jeg tænker på, inden jeg falder i søvn, er arbejde, og ligeledes er det det første, mine tanker strejfer, når min irriterende alarm går af om morgenen.

De bedste tidspunkter på dagen er cykelturen til arbejde og omklædningen efter service (og det måske dertilhørende glas vin). Der er jeg afslappet og helt klar i hovedet, og det er virkelig sjældent, at det sker!

Jeg har lige været igennem Hell Week, som egentlig ikke er én hel uge, men weekenden i sidste uge (fre-lør-søn) og fire dage i strej i denne (tir-ons-tor-fre) alle dage med 16-timers vagter. Jeg kan love Jer for, at det er fucking hårdt. Min krop er ved at være vant til slaveværket og det konstante pres - tror jeg - men det er mere psykisk, at man altid skal være på, altid tænke fremad, holde tidsplaner, fokusere på alle detaljer og stadig være glad og smile til gæsterne og tage sig tid til at nusse om dem. I går aftes kunne jeg ikke mere.
Flere fra arbejde har været syge, og nogle har endda mødt op på arbejde for så derefter at tage hjem igen. Denne gang var det så blevet min tur.
Jeg blev i min tid i England pisket med, at "hvis du er syg, skal du bare tage en pille og drikke en cola", og så bare køre på igen. Derovre var sygdom ikke en mulighed, og den tankegang har jeg stadig; så jeg har i løbet af de sidste dage været lidt sløj, men ikke tænkt mere over det, da der jo bare skulle køres på. ... Dog faldt hammeren i går. Service var travl, og efter at have siddet fast ved et par borde, der skulle have forklaret ting lidt ekstra, var jeg begyndt at komme bagud med nogle af bonerne. Min tid var ikke spot on, og jeg begyndte at få det rigtig dårligt. Jeg fik kvalme, og en ubehagelig opsang af Kris, som jeg, efter at have sendt alle bonerne ud til, kort snakkede med og sagde, at jeg vidste, at der ingen undskyldning var for ikke at være indenfor tidsrammen, men jeg felt sick. Like, really sick. Jeg havde kvalme, og tårerne pressede sig på. Midt i det åbne køkken. Dér kiggede han først på mig og sagde meget kort og seriøst "Go home. Now. Get Jonas out here. GO HOME." .. Det var overhovedet ikke den reaktion, jeg havde ventet, så jeg gik (nu helt svedende og med godt våde øjne) ud i bagkøkkenet og hentede Jonas. Og så gik jeg ud på "the other office" (red.: vores staff-toilet) og kastede en pizza i havet. Jeg gik ud og sad på en knækket, regnvåd stol og prøvede at få vejret, mens jeg havde det vammelt.
Jeg fik Kris' nummer og blev derefter smidt hjem.
- Og det er faktisk første gang, jeg har været på vej hjem FØR klokken 23 i meget, meget, meget lang tid!

Jeg tager således ikke på arbejde i dag, da jeg er helt udkørt og smadret. Min hovedpine er værre end nogensinde, og jeg har en kvalme, der ikke vil gå væk. Så no jobbin' for me today! Jeg har skrevet til Kris, og han var utroligt sød omkring det og sagde, at jeg ikke skulle være ked af det.
Så i dag skal bare bruges på at snacke og komme ind i en rytme igen, og så selvfølgelig afslapning. Jeg skal med et fly i morgen tidligt til Aalborg, så skal slappe af så meget, jeg kan.
Christian ligger og sover, men jeg kan ikke sove mere. Har det alt for skidt til det...

Så hav en rigtig god dag til Jer læsere! Jeg vil - hvis min krop tillader det - gå ud og lave mig en smoothie på et tidspunkt, og ellers bare leve af den resten af dagen.

Hej hej!

Gammelt, køligt billede fra før, det blev forår.. :-)

På rov efter lys og liv.

I dag havde jeg nogle ærinder, jeg skulle have styr på, inden de næste par dage står på monstertravlhed på arbejde. Dette betød, at jeg skulle ud i den kølige vind og lufte jernhesten. Udover at få sne i øjnene og få forfrosne hænder, nødt jeg cykelturen. Da jeg kom forbi Hovedbanegården, så jeg, at de flagede på halv. Jeg stod ved min cykel og tænkte længe over, hvem der kunne være gået bort, indtil det gik op for mig, at det var Langfredag. Selvfølgelig. (Dog vil jeg gerne lige påpege, at jeg, da jeg sad og spiste min sushifrokost, fandt ud af, at skuespiller Richard Griffiths (Onkel Vernon Dursley i Harry Potter) er afgået ved døden, 65 år gammel. Det gør mig lidt ked af det, især fordi han er en fiktiv person, jeg aldrig har brudt mig om. En fantastisk skuespiller! Requiescat in pace.)
Jeg gik underafkølet og rødnæset ind på stationen og købte mine togbilletter, og gik mig så en lille runde for at få varmen, inden turen gik videre.

Det var morsomt, som folk dansende gik i takt til musikken i mine øren. Også en alkoholiker stod og breakede med sin fulde og glade kammerats krykker, mens de grinede og drak elephantøl. Det kan godt være, at de er samfundets udskud, men de har det godt, og de nyder virkelig livet og dets glæder. Ligesom børn gør. Jeg beundrer børn og folk generelt. Jeg nyder at kigge på dem og betragte, hvordan de håndterer verden og hverdagen. Jeg elsker, at vi alle er forskellige, og at der altid er noget nyt at opdage. Og her må jeg så også indrømme, at jeg er vindueskigger. Ikke sådan den der creepy slags, som står med kikkert og længe lurer, men blot den lidt mere afslappede og tilfældige kigger. Går jeg forbi et par vinduer, kigger jeg ind i beboernes verden. I et kort øjeblik forestiller jeg mig, hvordan deres liv er, og jeg scanner hurtigt deres hjem for ledetråde. Jeg ved, det ikke er pænt eller anstændigt gjort, men jeg er så nysgerrig af natur, at jeg ikke kan lade være. Vindueskigger lyder heller ikke godt. Jeg kan godt lide at kalde mig vinduesvoyeur. ... Det klinger ikke sympatiskt, men se det som retro/betaudgaven af de sociale medier. Her er det live og naturligt, og jeg kan ikke lade være med at smile af livet.

Sneen er endelig stoppet med at falde igen.
Hav en god dag.

Ensom rød bil.

Sne!

Med fokus på sneen. Jeg er glad for denne fangst!

En kuldekæmpende mor og hendes syngende datter.

Hello Snow.

Stilhed

I formiddags drog Christian afsted til Aalborg, hvor han bliver i en uge. Umiddelbart har jeg set frem til ro og plads, men da jeg sagde farvel (og fejlede i at låse hoveddøren op og stod og var lidt akavet) og traskede op på fjerde sal, kunne jeg godt mærke, at det ville blive nogle tomme dage. Især vil fridagene være golde og lidt for stille, men det er også godt. Jeg nyder virkelig stilhed. I dag har jeg ikke gjort andet end at høre musik, læse og skrive, og det har gjort mig godt. Jeg kan dog godt mærke, at stilheden, med hele sin fulde magt, har trådt til og er øredøvende og bloddunkende. Dick er her ikke, og selvom det er rart at have det hele for sig selv; selvom det er rart at kunne gøre, som det passer mig, er det en stor lejlighed at være alene i.

Og der sker noget, når de der pludselige og utilregnelige følelser af ensomhed og minimal, panisk angst kommer snigende. De driver mig til de ydre kanter. Mit hoved bliver et virvar af farver, tanker og toner, og jeg kan ikke følge med mere. Jeg er alene, men føler hele tiden, at en eller anden står ved min side, kigger ind ad vinduet eller gemmer sig i skyggerne og venter. Lurer. Jeg bliver tosset af mange rum og ulukkelige døre. Så jeg flygter. Og for at slippe af med følelser og spaltede spidser, klipper jeg mit hår af. I hvert fald noget af det.
Jeg ved ikke, om I nogensinde har prøvet at lave popcorn på en flad pande uden låg; det har jeg, og det er et tumultarisk og et helt igennem fabelagtigt og lykkebringende kaos. Sådan har jeg det, og sådan havde jeg det, da jeg klippede og formede mig min nye, skæve page. Det er sjovt, så hurtigt det går, men så lang tid det tager for at komme tilbage, selvom det jo aldrig gør, da det ligger i håndvasken og ser rødt og gyldenblondt ud. Smukt.
Mit hår er tykt. Det ligner en løvemanke med hårdt afklippede kanter. Jeg kan ikke sætte det. Flader jeg det, kommer alle ufine kanter frem, og forskellen på de lange og korte hårstrå er smerteligt iøjnefaldende.
[Note til self: Klip aldrig en page igen. Du ligner Willy Wonka og Javier Bardems (i filmen No Country for Old Men) akavede og chokoladetykke elskovsbarn. Det er sørgeligt. Sådan helt seriøst sørgeligt.]

Nils Frahm - Tristana.

Med glimt over Søerne og tankerne vildfarens.

Ildrød page og en stor næse, der kræver profilens centrum.

One hellova service!

Kender I det, når man vågner og kan mærke, at det i løbet af natten blev forår - og at det føles skummelt og forkert? Fuglene kvidrer, sneen smelter, og kulden er ikke så tiltagende mere. Normalt ville jeg være glad for det, nærmest henrykt, men i går var anderledes. Det var som om, Universet havde gang i noget skummelt, og at det bare ventede på det rette tidspunkt til at slå til, og med mit held skulle det jo heldigvis vise sig, at jeg stadig ikke havde noget. (Og dog..!)

(Jeg skifter lige til nutid og går et døgn tilbage.. Undskyld jeg bryder retskrivningsreglerne, Nadja!)
Jeg møder træt og øm ind på arbejde. Jeg har ligget forkert hele natten, og det har resulteret i en venstre arm, jeg ikke kan bruge. Jeg gætter mig frem til, at det er en nerve, der sidder i klemme, og den gør, at jeg ikke kan løfte ting, skure gulv, binde mit forstykke eller tage mine bukser på.
Da jeg møder ind, bliver jeg mødt af to nye ansigter: Matthias (Matthi) og Jonas (Jonna) (Får jeg nogensinde et grimt nickname??). Jonas er udlært kok og er pissedygtig og lidt nede på jorden. Det kan jeg godt lide. Og så er der Matthias, som lige er kommet tilbage fra Gast1 i dag, og - her skal det lige siges, at jeg ikke kan fordrage folk, der har et stort ego - han er det STØRSTE ego, jeg nogensinde har arbejdet sammen med! Fy for satan. (Og her advarede Dakker mig lige imod det største ego af dem alle. Claus. Ham glæder jeg mig BARE ikke til at arbejde sammen med. Han har været forbi et par gange for at være mega Blachman-agtig og styre pisset. Fuld, ædru, you name it. Han er en nar, og jeg synes allerede nu ikke særlig godt om ham) .. Matthias har været væk i to og en halv måned, og er derved mega rusten, men det forhindrer ham ikke i at blande sig i alt og smide sand i øjnene på mig. Det fik jeg i hvert fald at høre for under service.
Generelt er i dag den slags dag, man ville ønske ikke var der. Jeg møder ind og regner med en nem og smooth service, men grundet Matthias' evindelige blandinger og fejlindslåen af boner, kommer det ikke til at ske. Matthias slår bestillinger ind og laver dem selv, eller tager de tallerkener, jeg allerede har lavet, og sender dem ind til de borde, han mener er rigtige. Så når en af tjenerne slår noget ind på bordet, får jeg først bonen der, og laver så maden, som allerede ER blevet lavet og sendt afsted. Det sker et par gange, og jeg får lige et "hvad fanden sker der her, Tina?! Du skal have styr på dit parti!" af Chuck. Av. Jeg siger ja tak, prøver at nævne, hvad der er sket, accepterer et nederlag, synes endnu mindre om Matthi og kører videre. Godt indebrændt.
Generelt ved oprydning hjælper alle hinanden, og ingen dvæler og snakker, men i dag er atter engang anderledes på det punkt. Matthias står konstant og snakker, og Jonas, som selv lige er kommet tilbage fra ferie, rydder roligt op ved sit parti og snakker med. Fandme ikke også om Chuck gør det! Og hvem skurer så køkkenet ned alene, mens Dakker står bagved og gør rent? Ja, mand. Mig. Tina "Not-so-much-Karma-left-huh?" Schrøder.
Men altså... Fuck det. Jeg er pony, så jeg skal have det på den hårde måde og bare sige "Ja tak" til alt. Så helt sikkert! Jeg får mere og mere ansvar, og det er så stressende, og jeg er virkelig bange for at fejle, men hvis jeg kæmper videre og bliver bedre, som jeg gør nu, så ejer jeg pisset. Så kan jeg mit parti, og jeg tager skærmen ned og blokerer for egosvin og andet skidtfolk.

(Datid igen. Undskyld!) Før service gik Puglisi også helt amok og lagde hele køkkenet til øde med sin atomkraftssprængning. Jeg ved ikke, hvad det handlede om. (jeg hørte kun stikord som "godt vejr", "kaffe", "FOR FANDEN, MAND!", "hvad sker der!?", så det var umuligt at vide, hvad det handlede om. I mean... Han kunne sgu ikke være sprunget i luften over et nej til en kop kaffe til en dame - men hvad ved jeg.) Han blæste i hvert fald hovedet af Chuck, som så blæste hovedet af os, som så fik egoet i Matthi blæst op til at være smart og så bosse på den ubestemte, sleske måde med mig. Jeg var ikke nede med det.
Så dagen burde ikke være hændt. Dakker og jeg har to vagter tilbage sammen, og så skal jeg klare mig uden hjælp. Jeg skal kunne mit parti og bordene udenad, og jeg skal kunne styre pisset med lukkede øjne.
Fint. Det skal jeg nok. Helt fucking sikkert!

Efter service drak vi resterne af ni økologiske og naturvenlige vine (og fik lige en smager på noget SYGT lækker cider!!!) og bare sad og snakkede. Jeg havde lovet Rasmus (søde lille Rallepus<3) at ringe efter service og lige snakke lidt. Det resulterede i en samtale, der varede en time. Og her vil jeg lige indskyde, at det er FUCKING KOLDT at stå udenfor og snakke i så lang tid klokken et om natten. Men hey - det var rart! Da jeg kom ind igen, gik der ikke længe, før vi splittede op og tog hjem. Jeg hoppede på min cykel og drog lidt beruset, meget forfrossen og særdeles mørklagt hjemover. Lige før hjem blev jeg stoppet af et par betjente, da jeg ikke havde lys på. Jeg afsprittede den lille smule sprit, jeg havde i mig, og gjorde klar til at lyve mig fra en bøde (JEG VED DET! JEG ER ET DÅRLIGT MENNESKE! ET FATTIGT!!!! DÅRLIGT MENNESKE!). Han spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde lys på, hvortil jeg svarede, at min afrevede forlygte (ja, den hænger og dingler) var blevet revet af, mens jeg var på arbejde, og at min baglygte var stoppet med at virke også. Han kiggede noget olmt på mig og spurgte, hvor langt jeg skulle. Jeg skulle såmænd bare 150 meter videre, og så var jeg hjemme, og med den melding, fik jeg et "Hm. Okay. Hjem med dig!" med på vejen af en sød politimand, der, sammen med sin makker, mest af alt mindede mig om Starsky & Hutch. Jeg vil også have moustache og et rygmærke!

Så.. Det var vist også alt for denne gang. Langt post. Jeg håber ikke, at det blev for langvarigt.
Hav det godt! Jeg vil nyde min fridag i dag. Skal mødes med min gamle supervisor, der besøger fra England! Hurrah!

SES!

Et drømmeliv i form af torve og haller.

Når man som fattig og drømmende studerende ikke har ret meget guld eller ret mange m2 at gøre godt med, så elsker jeg personligt at gå på opdagelse og shoppe med øjnene og smage på diverse smagsprøver - og et sted at gøre det er i Torvehallerne på mit elskede Nørrebro. Her kan man finde næsten alt, hvad madhjertet begærer, og det er utroligt afslappende, selvom det på en meget travl søndag som i dag kan være en meget proppet og stressende affærre.

Hav en god aften derude. I er savnet!

MAD!

Confit de Canard hos Ma Poules. En ny favorit! Bum!

God kaffe hos Kent. Er totalt nede med kaffebarer, der spiller Bon Iver!

Gorm's pizze og andet godt. Hurra!

X

Lidt om hjem og rammer

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bor gratis hos min kæreste på et værelse i en lejlighed, der er ejet og beboet af en gammel 63-årig alkoholiker og storryger navngivet Dick. Umiddelbart lyder Dick som en glad og rar gammel mand, der har fundet meningen med livet, men mængden af røg og bajere har gjort ham til en enlig, beskidt-gryde-og-pande-efterladende, kamprygende, mestersvovlende, frankeret, utilregneligt-bombesammenlignende, altid-fejl-påpegende, smuglyttende, hemmelighedsfuld selvudnævnt badeværelsesvagt, der sidder og venter på, at man skal i bad eller børste tænder. Jeg ser ham lidt som en ildspydende drage, der osende vogter over guldet (læs=det forjættede, faldefærdige badeværelse)..... Eller blot en halvklam, gammel gut, der kigger lidt ind ad døren, der ikke kan lukkes helt, da den har fået fugt og er blevet helt skæv. .. Nu hvor jeg tænker over det, så er det nok det, han egentlig gør. Lurer. ... But then again, hvem ville ikke også gøre det, hvis der var nyt kød in town!?

Klokken er ved at være mange, og selvom jeg har brugt det meste af dagen i sengen (stod først op efter klokken fire i eftermiddags), så er jeg stadig træt. De sidste tre dage har været hektiske og fede, og jeg er helt vild med mit nye arbejde. Til dig, der ikke ved det, så har jeg fået kokkeelevplads hos Manfreds & Vin og Michelinrestauranten Relæ - begge beliggende på Jægersborggade på Nørrebro i København. Jeg starter ud på Manfreds, og det er jeg helt nede med. Tempoet er højt, maden er i top, og følelsen og tankerne bag er lige mig: biodynamisk, økologisk og lækker mad. Kan det blive bedre?

For bare lige kort at fortælle lidt om, hvad jeg har lavet på mine første arbejdsdage, vil jeg nu i den smukkeste punktform, gøre det lidt nemmere for dig:

• Onsdag møder jeg klokken 09:45 med blussende vinterkinder og sne i skoene. Jeg er totalt klar på alt, hvad denne nye, travle verden vil byde på, så jeg klæder om og traver ned i køkkenet på Manfreds. Her bliver jeg mødt af en flok morgenfriske (.. nej. Egenlig ikke...) mennesker, der står omkring et bord og klargører råvarer. Jeg siger godmorgen og hilser på de folk, jeg kender, og selvfølgelig også på dem, jeg ikke gør.
  Jeg starter mit nye kokkeliv ud med at turnere 40 kg jordskokker. .... Fedt.
• Service hos Manfreds er det fedeste i verden. Køkkenet er så åbent, at når gæsterne træder ind ad hoveddøren, STÅR DE I DET! Jeg er VILD med at kunne mærke energien og de der helt rigtige vibes, god mad og godt selskab skaber. Som kok skal jeg også smile velkommende til folk og tage imod dem, samt gå ned til bordene og servere og præsentere maden for gæsterne. Det giver et kick at skulle være på hele tiden, men det er fandme også hårdt! Ligeså snart rengøringen sætter ind, kan man bare mærke trætheden komme snigende - men ingen hvile til helten, før arbejdet er helt omme!
• Jeg er blevet sat til at køre det kolde køkken alene, og det er så fucking vildt og stressende. Jeg elsker det! Jeg har fået ros for smag og looks, og jeg har også fået et meget anerkendende klap på skulderen af Chuck (red.: Jakob, den ene souschef hos Manfreds), der virkelig syntes godt om mine evner i går. Det var den vildeste aften, Manfreds havde haft i flere måneder! SÅ fedt at være en del af den oplevelse! Dette var selvfølgelig på godt og ondt. F.eks. kom der flere og flere fulde folk til (hvoraf en kastede op i baren og en anden faldt, så lang han var), og det var ret stressende at skulle arbejde med. Især når de snakkede til en og hele tiden liiiiiige skulle gøre sig sete. Derimod var det en vildt fed aften, fordi vi havde et supervigtigt NO SALT (Manfreds "VIP" gæster. Hos os er der jo ikke folk, der er vigtigere end andre .... Men SKULLE der nu komme nogle, som tilfældigvis er bare LIDT mere end blot borgelige, så kalder vi dem NO SALT (red.: "Ingen salt"), og altså ikke VIP's, da det kunne støde os menneskelige.) bord, som jeg lavede, serverede og præsenterede mine kolde retter for. Syv højtstående, helt-nede-på-jorden-men-dog-med-lidt-ekstra-"vi-er-vigtige"-attitude folk fra NOMA. Ja. Verdens bedste restaurant i 2010, 2011 og 2012. Og jeg klarede det, hvis jeg selv skal sige det, som et rystende lam, der iklædt ulveklæder skælvende gik næsten uanet ind iblandt ulveflokken og kom ud på den anden side. Levende. Folkens.... Det var så adrenalinpumpende en oplevelse! Alt dette indenfor de første tre dage (faktisk skete alle omtalte oplevelser i går!), og det er helt ufatteligt, at jeg er i gang med dette nu. Hvis jeg ikke allerede sad ned, ville jeg sætte mig ned og bare smile af det hele. For jeg er så glad. Fuck tørre, rengørings-og-kemikalieramte hænder, hævede fødder, forstrukken achillessene (achillessene tendinopati (LOL, mand, hvor er jeg Google-kløgtig!), øm og knirkende ryg, trætte øjne samt dårlig og mangelfuld søvn - jeg snacker Carols dessertgenistreger på arbejdet og bliver hver arbejdsaften fucking høj og glad af service. Det er dette, jeg vil, mand, og det kan ingen tage fra mig! Det føles så rigtigt, så jeg kan godt leve med et par skavanker eller tre. Bum!

Og med de få, og ret lange, punkter, vil jeg nu melde mig ud for denne gang og lægge mig til ro. Christian P ligger og sover og har snakket i søvne et par gange. Det vil jeg også gøre nu!, så godnat, og sov godt.

Og velkommen ind i mit liv.

Træt og med hævede øjne. Første fridag blev brugt på absolut ingenting.

Starten på et nyt kapitel

Ny by, nyt job, ny blog.

Selvom jeg arbejder på fuldtid (og egentlig også mere end det), så kan jeg ikke lade være med at skrive. Det er og bliver en passion og en lyst, jeg ikke kan slippe af med, så nu får du, kære læser, hermed chancen for at følge med i mit liv. Jeg ved ikke, hvor tit, bloggen bliver opdateret, eller med hvad!, men det bliver, når jeg føler for det og med det, jeg føler for at skrive.

Velkommen.