Som nogle af jer måske ved, så står jeg i en offentlig kantine. Min løn består af en sørgelig kontanthjælp, der kun lige dækker mine udgifter, og jeg føler mig langtfra tilpas indenfor kantinens fire vægge. Jeg står nemlig sammen med en masse andre kontanthjælpsmodtagere, og de fejler alle et eller andet vanvittigt. Det tærer rigtig meget på ens psyke at skulle stå sammen med skæve folk dag ind og dag ud, når man selv prøver på at komme videre og op fra det her satans hul, man er endt i.
Mine medindsatte er jo på bunden søde mennesker (tror jeg,), men jeg vil gerne ud og væk, for at arbejde med en psykopat, en skizofren, en IQ-forladt-uden-stedsans-plaprende-hestepige, en autist, en fra Randers, en ADHD-skør wannabe-kokkedreng og generelt seriøst utilpassede og forvirrede sjæle, gør, at man til sidst selv føler, at man er en af hønsene i gården. Og lige præcis den tanke har fået mig længere ned i det her omklamrende mørke.
Men nu er det slut.
Jeg bryder ud af systemet og tager chancen. Jeg er ikke rask endnu, men jeg bliver det aldrig, hvis jeg bliver stående i den kantine. Så jeg kaster mine rystende hænder ud og griber et deltids job, der er så deltid, at jeg næsten kunne tjene flere penge på Christians og min pant. - Men jobbet gør mig fri.
På torsdag starter jeg som tjener (og kok, når der er brug for det) i KUNSTENs kantine. Kunsten har altid været et af mine favoritsteder, og nu, hvor jeg kan bruge tid dér OG tjene penge på det, så kunne jeg næsten ikke ønske mig meget mere. Det bliver godt at starte et sted, hvor søde, unge mennesker arbejder (herunder søde Mathias og søde Christian, juhuu!), og ikke halvgamle og helt-ude-på-et-sygt-skråplansagtige loonies.
Jeg glæder mig så meget til at starte, og så vidt jeg ved, arbejder der ikke nogle tosser deroppe. (I hvert fald ikke den slags, der tager piller for det....)
Så farvel, System. Det har været nogle hårde måneder for mig, og nu rejser jeg fra dig. - Og jeg gør det smilende og med overskud og højt humør. Jeg er klar til at sparke døren ind til Livet og tage for mig af goderne og dele, hvad jeg kan.
Jeg har glædet mig så længe til, at det endelig skulle ske.
Vi ses. (Forhåbentligt ikke igen.)
Lyt til denne sang og mærk, hvor glad og FRI jeg er! YES!
