Mareridt

Jeg vågner med et sæt. Mit hjerte hamrer derudaf, og jeg føler, at jeg er blevet skåret op og ligger nøgen og skrøbelig. Jeg sætter mig op og trækker vejret dybt. Dumme puls. Fald nu ned, tænker jeg, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at det bare var en drøm. Et fucking mareridt igen. Det var ikke ægte, tænker jeg om og om igen.
Jeg rækker ud efter min telefon og bliver blændet af dens oplysende skærm. Klokken er 04:48. Det er bare fucking løgn.
Ser I... Jeg har mareridt næsten hver eneste nat, og mine mareridt er så livagtige, at jeg skal bruge uoverskueligt lang tid på at overbevise mig selv om, at de ikke er ægte; at de bare er ubehagelige drømme. Og her kommer den nok næsten mest uhyggelige del: jeg vågner næsten altid på samme tid. Klokken 04:48.
Da jeg, for et par år siden, havde en brændende drøm om at skrive og tjene penge på det, gik jeg i gang med at skrive et skuespil. Få folk har læst det, og det er langt fra færdigskrevet, da det kom alt for tæt på. Det blev alt for dystert, så jeg kunne ikke færdiggøre det. Mit mål var at skrive et stykke, hvor man virkelig kom ind under huden på hovedpersonen. Stykket handlede om depression, angst og selvmord, og for at skrive dette stykke ordentligt og have rigtige facts og viden med, begyndte jeg at studere temaerne, og fandt således en artikel omhandlende "sandhedens time". Artiklen handlede om, hvordan de fleste i selvmordets hjørne valgte at begå selvmord omkring klokken 04:48. At man i den time var mest åbensindet og klar i hovedet. Alt i denne time gik op i en højere enhed, og der fandt man ud af, om man var klar til at give slip. Give slip på livet eller give slip på de tyngende tanker.
Og jeg vågner altid deromkring, og det skræmmer mig så fucking meget. Udover at have de mest forfærdelige og livagtige mareridt, jeg nogensinde har haft, så vågner jeg der, hvor nogle forskere mener, at størstedelen af befolkningen begår selvmord. Fedt.

Når jeg vågner, har jeg denne svidende følelse af svigt, og derfor bliver jeg nogle gange nødt til at vække Christian og lige mærke, at han er der, og at jeg ikke er helt fortabt. Sidste gang bandede han næsten af mig. Jeg er ked af det, men jeg har brug for det. Jeg er ved at blive skør. Jeg har næsten altid tåretrykkende morgener, og jeg er begyndt at lukke øjnene og trække vejret. Shh. Træk vejret. Ind. Og ud. Græd ikke. Fokuser på dine glade tanker og centrer dig om dem. Gør det. Og husk at trække vejret. 
Nogle gange tegner dagen til at blive god, og så vender det hele om aftenen, hvor jeg roligt glider ned i et hul. Jeg ved ikke, hvad der sker, eller hvad der tricker det, men pludselig bliver jeg så lille.
Så går jeg i seng, og så kører det ellers forfra.

Jeg har gode dage, men det er ikke mange. Og jeg glemmer vist også at spise.

Hvor er jeg et dumt menneske.

Ja.

På vej hjem ...

Aalborg, 24/9/2013, middag.

Vandrende Haver. Sødt, grønt initiativ. Tjek det ud!

Læg mærke til mågen! Wuuuh!

At åbne skabene og skabe.

Det er ikke fedt at være fattig, men det betyder ikke, at man skal leve dårligt. Man kan sagtens lave lidt lækkert mad ud af ingenting, og det valgte jeg at gøre i dag.
Hurra for overskud til BÅDE træning (for første gang i halvanden måned!) og sund frokost! Jaaaah!

Ovnbagt gedeost, syltede rødløg, rosmarincroûtons og sød balsamico. Udmærket salat!
- Og i øvrigt hurra for brug af hjemmedyrkede urter! 

Salat mand.
Og dejligt at lave lortet fra bunden. At sylte selv, lave balsamico og lave noget så simpelt og lækkert som croûtons selv. 

Min favorit!!!!! Tomatsuppe med creme fraîche og hjemmedyrkede urter. Åh. <3

At erkende sandheden og acceptere livets størrelse

Som et overlegent menneske i en hektisk tid, hvor alle har for travlt til hinanden og alle klager over et eller andet, må jeg erkende, at jeg har været for stærk for længe. Jeg kan ikke forklare, hvad der sker med mig, men min førhen så farverigt malede verden er gået hen og blevet en gråmeleret og mørklagt opdagelse.
Jeg er på opdagelse i mit sinds allerdybeste kroge og hjørner, og jo mere, jeg tænker over mit liv og mine valg, des mindre mættet virker farverne på mine omgivelser, og jeg føler, at det hele, men nok især mig selv, kunne trænge til en omgang retouchering. Jeg er træt af et gråtonet spejlbillede, der med sølvfarvede øjne kigger trist og ligegyldigt tilbage.

Jeg er træt af at føle mig ubrugelig og ligegyldig, for jeg ved, at jeg ikke er det. Der er bare konstant denne dystre sky over mit hoved. Jeg tør ikke at kigge op eller omkring mig, for jeg er bange for at indse, præcist hvor i stå mit liv er gået. Jeg drømmer om eventyr og farver og friske dufte, og jeg savner at mærke musikken pulsere i mine årer. At sidde tilbage og pludselig få det helt rigtige elektriske stød, der gør, at man lever. Den kriblende følelse i fingrene og hvalen i maven, der kæmper for at komme ud. At benytte sig af den dyrebare tid; at trække vejret. Det skal føles, som at rejse sig og være centrum i et sprudlende stormfuldt uvejr, hvor op er ned, og alt er skæve jazzede toner. Det bør være som en tumultarisk børnehave på udflugt, hvor alle ser livets små, men smukke finurligheder: sommerfugle, regnorme, blade i alle farver, vandpytter..
Problemet ligger i, at jeg kigger alt for ihærdigt og søgende. Jeg står alt for tæt på. Jeg kan ikke se eller føle mere, og det knuser mig indeni.

Jeg er endelig begyndt at bevæge mig og komme ud. Det er utroligt, at man kan føle sig så fanget og alligevel fri i en lejlighed. Jeg har i de sidste par uger følt mig så bange, så ked af det, så alene og angst. Jeg har været bange for at åbne mig, og jeg har ikke kunnet tage kontakt til folk. Jeg er skør som glas, og mine følelser er et stort virvar af frygtens mange ansigter. Jeg er bange for at blive forladt, at blive glemt, blive overset.. Folk forstår det ikke. JEG forstår det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør mig så nedtrykt og tom. Jeg taler til mit blanke spejlbillede, og jeg fortæller mig selv, at det nok skal gå, og at det hele nok skal vende.
Jeg kunne sætte mig ned og græde, når døren blev lukket, og jeg gik i tomgang. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg har glemt, hvordan man lever. Eller. Jeg havde.. For jeg er listende på vej op igen.

Dette skulle egentlig have været et simpelt blogindlæg med madbilleder, men det tog en helt anden drejning. En retning, jeg nok havde brug for at følge. Jeg har brug for en at tale med, og det virker uoverskueligt at skulle sætte mig ned med en fremmed og åbne mig for ham eller hende. Jeg ønsker hellere at krænge min sjæl ud på papir, hvor jeg med mine egne ord og billeder bløder blæk og får grædt problemer og følelser ud. Dette er et skridt i den rigtige retning, og jeg kan mærke, at det allerede har hjulpet mig lidt. Ved I hvorfor?

Jeg hører musik, og mine fingre kribler.

Det er sjovt, men man kan ikke se det, vel?
Mit navn er Tina, og jeg har en svær depression.
Nej, vel?

Wasting time with whatever

Da jeg vågnede i morges, havde jeg denne følelse af, at jeg måtte gøre noget. I dag vil jeg ud, og turen går til mormors kolonihave, hvor jeg har skumle planer om at snuppe hendes blommer, æbler og egentlig alt, hvad jeg lige kan få fingrene i.

Jeg har i de sidste par dage fået lysten til at fotografere tilbage, og så tænkte jeg, at de æg, der alligevel bare lå og kiggede på mig, skulle blive til lidt lækker føde.
Så to æg blev delt i blommer og hvider. Den ene del blev til mayonnaise og den anden til bløde kys. Nam. .. Og jeg kan love Jer, at der blev kastet med vinkeskinkerne. NU måste jag sova. Gonatt!

Hjemmelavet (og selvfølgelig håndpisket!) mayonnaise.

Hjemmelavet (og selvfølgelig håndpisket!) mayonnaise.

Et af mine favorit smørrebrød.. Kartoffelmaden, The Almighty!

Alt for store kys (også pisket ved hjælp af  mormorarmene.)

Færdige kys. Sprøde udenpå, bløde indeni. Og alt, alt for søde til mine tænder.

Hej hej!