Fri af systemet

"Før var jeg tit træt og deprimeret..." er en sætning, mange nok vil have hørt før. Jeg er stadig træt og også til tider deprimeret, men det er på vej frem. Faktisk, så er jeg i dag milelangt fra at være trist. Jeg er nemlig snart fri.

Som nogle af jer måske ved, så står jeg i en offentlig kantine. Min løn består af en sørgelig kontanthjælp, der kun lige dækker mine udgifter, og jeg føler mig langtfra tilpas indenfor kantinens fire vægge. Jeg står nemlig sammen med en masse andre kontanthjælpsmodtagere, og de fejler alle et eller andet vanvittigt. Det tærer rigtig meget på ens psyke at skulle stå sammen med skæve folk dag ind og dag ud, når man selv prøver på at komme videre og op fra det her satans hul, man er endt i.
Mine medindsatte er jo på bunden søde mennesker (tror jeg,), men jeg vil gerne ud og væk, for at arbejde med en psykopat, en skizofren, en IQ-forladt-uden-stedsans-plaprende-hestepige, en autist, en fra Randers, en ADHD-skør wannabe-kokkedreng og generelt seriøst utilpassede og forvirrede sjæle, gør, at man til sidst selv føler, at man er en af hønsene i gården. Og lige præcis den tanke har fået mig længere ned i det her omklamrende mørke.

  Men nu er det slut. 

Jeg bryder ud af systemet og tager chancen. Jeg er ikke rask endnu, men jeg bliver det aldrig, hvis jeg bliver stående i den kantine. Så jeg kaster mine rystende hænder ud og griber et deltids job, der er så deltid, at jeg næsten kunne tjene flere penge på Christians og min pant. - Men jobbet gør mig fri. 

På torsdag starter jeg som tjener (og kok, når der er brug for det) i KUNSTENs kantine. Kunsten har altid været et af mine favoritsteder, og nu, hvor jeg kan bruge tid dér OG tjene penge på det, så kunne jeg næsten ikke ønske mig meget mere. Det bliver godt at starte et sted, hvor søde, unge mennesker arbejder (herunder søde Mathias og søde Christian, juhuu!), og ikke halvgamle og helt-ude-på-et-sygt-skråplansagtige loonies.

Jeg glæder mig så meget til at starte, og så vidt jeg ved, arbejder der ikke nogle tosser deroppe. (I hvert fald ikke den slags, der tager piller for det....)

Så farvel, System. Det har været nogle hårde måneder for mig, og nu rejser jeg fra dig. - Og jeg gør det smilende og med overskud og højt humør. Jeg er klar til at sparke døren ind til Livet og tage for mig af goderne og dele, hvad jeg kan. 

Jeg har glædet mig så længe til, at det endelig skulle ske. 

Vi ses. (Forhåbentligt ikke igen.)

Lyt til denne sang og mærk, hvor glad og FRI jeg er! YES!

Mareridt

Jeg vågner med et sæt. Mit hjerte hamrer derudaf, og jeg føler, at jeg er blevet skåret op og ligger nøgen og skrøbelig. Jeg sætter mig op og trækker vejret dybt. Dumme puls. Fald nu ned, tænker jeg, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at det bare var en drøm. Et fucking mareridt igen. Det var ikke ægte, tænker jeg om og om igen.
Jeg rækker ud efter min telefon og bliver blændet af dens oplysende skærm. Klokken er 04:48. Det er bare fucking løgn.
Ser I... Jeg har mareridt næsten hver eneste nat, og mine mareridt er så livagtige, at jeg skal bruge uoverskueligt lang tid på at overbevise mig selv om, at de ikke er ægte; at de bare er ubehagelige drømme. Og her kommer den nok næsten mest uhyggelige del: jeg vågner næsten altid på samme tid. Klokken 04:48.
Da jeg, for et par år siden, havde en brændende drøm om at skrive og tjene penge på det, gik jeg i gang med at skrive et skuespil. Få folk har læst det, og det er langt fra færdigskrevet, da det kom alt for tæt på. Det blev alt for dystert, så jeg kunne ikke færdiggøre det. Mit mål var at skrive et stykke, hvor man virkelig kom ind under huden på hovedpersonen. Stykket handlede om depression, angst og selvmord, og for at skrive dette stykke ordentligt og have rigtige facts og viden med, begyndte jeg at studere temaerne, og fandt således en artikel omhandlende "sandhedens time". Artiklen handlede om, hvordan de fleste i selvmordets hjørne valgte at begå selvmord omkring klokken 04:48. At man i den time var mest åbensindet og klar i hovedet. Alt i denne time gik op i en højere enhed, og der fandt man ud af, om man var klar til at give slip. Give slip på livet eller give slip på de tyngende tanker.
Og jeg vågner altid deromkring, og det skræmmer mig så fucking meget. Udover at have de mest forfærdelige og livagtige mareridt, jeg nogensinde har haft, så vågner jeg der, hvor nogle forskere mener, at størstedelen af befolkningen begår selvmord. Fedt.

Når jeg vågner, har jeg denne svidende følelse af svigt, og derfor bliver jeg nogle gange nødt til at vække Christian og lige mærke, at han er der, og at jeg ikke er helt fortabt. Sidste gang bandede han næsten af mig. Jeg er ked af det, men jeg har brug for det. Jeg er ved at blive skør. Jeg har næsten altid tåretrykkende morgener, og jeg er begyndt at lukke øjnene og trække vejret. Shh. Træk vejret. Ind. Og ud. Græd ikke. Fokuser på dine glade tanker og centrer dig om dem. Gør det. Og husk at trække vejret. 
Nogle gange tegner dagen til at blive god, og så vender det hele om aftenen, hvor jeg roligt glider ned i et hul. Jeg ved ikke, hvad der sker, eller hvad der tricker det, men pludselig bliver jeg så lille.
Så går jeg i seng, og så kører det ellers forfra.

Jeg har gode dage, men det er ikke mange. Og jeg glemmer vist også at spise.

Hvor er jeg et dumt menneske.

Ja.

På vej hjem ...

Aalborg, 24/9/2013, middag.

Vandrende Haver. Sødt, grønt initiativ. Tjek det ud!

Læg mærke til mågen! Wuuuh!

At åbne skabene og skabe.

Det er ikke fedt at være fattig, men det betyder ikke, at man skal leve dårligt. Man kan sagtens lave lidt lækkert mad ud af ingenting, og det valgte jeg at gøre i dag.
Hurra for overskud til BÅDE træning (for første gang i halvanden måned!) og sund frokost! Jaaaah!

Ovnbagt gedeost, syltede rødløg, rosmarincroûtons og sød balsamico. Udmærket salat!
- Og i øvrigt hurra for brug af hjemmedyrkede urter! 

Salat mand.
Og dejligt at lave lortet fra bunden. At sylte selv, lave balsamico og lave noget så simpelt og lækkert som croûtons selv. 

Min favorit!!!!! Tomatsuppe med creme fraîche og hjemmedyrkede urter. Åh. <3

At erkende sandheden og acceptere livets størrelse

Som et overlegent menneske i en hektisk tid, hvor alle har for travlt til hinanden og alle klager over et eller andet, må jeg erkende, at jeg har været for stærk for længe. Jeg kan ikke forklare, hvad der sker med mig, men min førhen så farverigt malede verden er gået hen og blevet en gråmeleret og mørklagt opdagelse.
Jeg er på opdagelse i mit sinds allerdybeste kroge og hjørner, og jo mere, jeg tænker over mit liv og mine valg, des mindre mættet virker farverne på mine omgivelser, og jeg føler, at det hele, men nok især mig selv, kunne trænge til en omgang retouchering. Jeg er træt af et gråtonet spejlbillede, der med sølvfarvede øjne kigger trist og ligegyldigt tilbage.

Jeg er træt af at føle mig ubrugelig og ligegyldig, for jeg ved, at jeg ikke er det. Der er bare konstant denne dystre sky over mit hoved. Jeg tør ikke at kigge op eller omkring mig, for jeg er bange for at indse, præcist hvor i stå mit liv er gået. Jeg drømmer om eventyr og farver og friske dufte, og jeg savner at mærke musikken pulsere i mine årer. At sidde tilbage og pludselig få det helt rigtige elektriske stød, der gør, at man lever. Den kriblende følelse i fingrene og hvalen i maven, der kæmper for at komme ud. At benytte sig af den dyrebare tid; at trække vejret. Det skal føles, som at rejse sig og være centrum i et sprudlende stormfuldt uvejr, hvor op er ned, og alt er skæve jazzede toner. Det bør være som en tumultarisk børnehave på udflugt, hvor alle ser livets små, men smukke finurligheder: sommerfugle, regnorme, blade i alle farver, vandpytter..
Problemet ligger i, at jeg kigger alt for ihærdigt og søgende. Jeg står alt for tæt på. Jeg kan ikke se eller føle mere, og det knuser mig indeni.

Jeg er endelig begyndt at bevæge mig og komme ud. Det er utroligt, at man kan føle sig så fanget og alligevel fri i en lejlighed. Jeg har i de sidste par uger følt mig så bange, så ked af det, så alene og angst. Jeg har været bange for at åbne mig, og jeg har ikke kunnet tage kontakt til folk. Jeg er skør som glas, og mine følelser er et stort virvar af frygtens mange ansigter. Jeg er bange for at blive forladt, at blive glemt, blive overset.. Folk forstår det ikke. JEG forstår det ikke. Jeg ved ikke, hvad det er, der gør mig så nedtrykt og tom. Jeg taler til mit blanke spejlbillede, og jeg fortæller mig selv, at det nok skal gå, og at det hele nok skal vende.
Jeg kunne sætte mig ned og græde, når døren blev lukket, og jeg gik i tomgang. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men jeg har glemt, hvordan man lever. Eller. Jeg havde.. For jeg er listende på vej op igen.

Dette skulle egentlig have været et simpelt blogindlæg med madbilleder, men det tog en helt anden drejning. En retning, jeg nok havde brug for at følge. Jeg har brug for en at tale med, og det virker uoverskueligt at skulle sætte mig ned med en fremmed og åbne mig for ham eller hende. Jeg ønsker hellere at krænge min sjæl ud på papir, hvor jeg med mine egne ord og billeder bløder blæk og får grædt problemer og følelser ud. Dette er et skridt i den rigtige retning, og jeg kan mærke, at det allerede har hjulpet mig lidt. Ved I hvorfor?

Jeg hører musik, og mine fingre kribler.

Det er sjovt, men man kan ikke se det, vel?
Mit navn er Tina, og jeg har en svær depression.
Nej, vel?

Wasting time with whatever

Da jeg vågnede i morges, havde jeg denne følelse af, at jeg måtte gøre noget. I dag vil jeg ud, og turen går til mormors kolonihave, hvor jeg har skumle planer om at snuppe hendes blommer, æbler og egentlig alt, hvad jeg lige kan få fingrene i.

Jeg har i de sidste par dage fået lysten til at fotografere tilbage, og så tænkte jeg, at de æg, der alligevel bare lå og kiggede på mig, skulle blive til lidt lækker føde.
Så to æg blev delt i blommer og hvider. Den ene del blev til mayonnaise og den anden til bløde kys. Nam. .. Og jeg kan love Jer, at der blev kastet med vinkeskinkerne. NU måste jag sova. Gonatt!

Hjemmelavet (og selvfølgelig håndpisket!) mayonnaise.

Hjemmelavet (og selvfølgelig håndpisket!) mayonnaise.

Et af mine favorit smørrebrød.. Kartoffelmaden, The Almighty!

Alt for store kys (også pisket ved hjælp af  mormorarmene.)

Færdige kys. Sprøde udenpå, bløde indeni. Og alt, alt for søde til mine tænder.

Hej hej!

Fred

I dette øjeblik er jeg tabt for ord. Mundlam. Blank. Og alligevel har jeg denne ubeskrivelige lyst til at kaste det ned på papir. Jeg hamrer ikke tastaturet, men kærtegner det med mine tanker. 

Jeg hører bestemte musiske stykker på repeat, og jeg sidder bare og prøver at falde ned på jorden igen. Men jeg kan ikke. 

Jeg svømmede i dag. Jeg sidder og smiler så stort, og det virker så fjollet, men.. Følelsen af at flyde, at bevæge sig frit og have denne vigtige og jordnære ro i kroppen. At se min hånd bryde vandet, skabe bølger og bobler... At grine ukontrolleret og være ung og fri igen. At leve i nuet og bare tænke på banens hundrede meter og det behagelige vand.

.. Jeg er så lykkelig. Jeg har savnet det. 

Mit liv er på rette spor igen. Jeg får lysten tilbage. Lysten til at filme, til at tage billeder og dokumentere mit liv. Til at skrive mine tanker ned igen og til at være mig selv. Jeg er på vej. Og det føles så fandens rigtigt.

Dette er muligvis ikke et indlæg, du som læser kan få gavn af, men jeg ville ønske, at du kunne mærke min hjerterytme lige nu, og at du kunne mærke freden brede sig. At du kunne føle musikken, som jeg føler den, og bare give slip. Glemme fattigdom og ulykke, sorg og sygdom. Glemme det, der trykker dig og gør dig bange. 

Det lyder fjollet, og dette indlæg er ikke sjovt, ej heller er indholdet uheldigt, som jeg tendenserer at skrive, men i aften er mit sprog nede på jorden og afslappet; for det er jeg. Jeg har brug for at komme ud med mine tanker, og lige nu er dette stedet for mig. Om det er det rigtige, ved jeg ikke. I forventer måske en historie som de, der har givet Jer et smil på læben. For jeg er uheldig, og jeg elsker at dele mit uheldige og til tider ret morsomme liv med Jer, men i aften kan jeg slet ikke komme på nogle historier af den art. I aften er der stilhed, for i morgen starter stormen. 

I morgen er første arbejdsdag i ny restauration, og jeg kan ikke finde mine kokkebukser. ... Jeg kan ikke møde op uden kokkebukser. Det skete sidste gang, og da jeg kom hjem, havde jeg ikke blot vanilleis og frugtkompot, men også fiskefilet-og fritureoliepletter derpå. Needless to say, så har jeg ikke båret bukserne siden.

Men alas! Jeg bliver nødt til at gå til ro om lidt. Bror taler til mig, og magien er forsvundet. 

Hav det fantastisk.

I guess I could be pretty pissed off about what happened to me, 

but it's hard to stay mad when there's so much beauty in the world. 

Sometimes I feel like I'm seeing it all at once and it's too much. 

My heart fills up like a balloon that's about to burst. 

And then I remember to relax, and stop trying to hold on to it. 

And then it flows through me like rain 

and I can't feel anything but gratitude for every single moment of my stupid little life. 

You have no idea what I'm talking about I'm sure, but don't worry, you will someday.